mandag den 30. december 2013

Nytår ... kom bare an!

Er jeg klar til nytår! Ja for dælen... bevæbnet til tænderne med Zylkene, Anxicalm, Rescue Remedy og lagener til at dække for vinduerne.

Min nytårsaften forløber nogenlunde sådan her:

Tidlig morgen: Lufte hunde... ekstra lang tur! Gerne på fredeligt sted.

Formiddag: Let rengøring og hygge med vovser.. måske lidt i haven med søgning på buske/træer (se evt. e-guide om aktivering på hjemmesiden)

Over middag: gøre middagen klar.. ja så klar man kan. Snitte ca. 1 mio. FABELAGTIGE godbidder og putte i pose i køleren.

Eftermiddag: LAAAANG gå tur med vovser og så et godt gnaveben (marvben eller knogle fra slagter), træning eller problemløsning.

Dronningen hører jeg sjældent, for her går jeg en kort tur med hunde... dem der vil! Årets sidste. Der er sjældent mange mennesker og "knald" ved denne tid.

Spiser, spiser, drikker og hygger

Fylder skåle med alle de fabelagtige guffer.. De står overalt i hjemmet Klar til at blive "fyret af", hvis der er knald og piiiiiffssst fra rakter. Jeg tager den nærmeste skål, kaster indholdet op i luften, når jeg hører fyrværkeri. Så hver gang vovserne hører lyde, regner det med gudommelige guffer fra "himlen". Det har en god effekt.

Sætter hundebure op, hvor der er mindst risiko for larm og lys...

Efterfylde guffer-skåle og sætte lagener op for vinduet.

Lidt i 24 går jeg i seng med en stak dameblade/en god bog - en "stak" hunde under dynene og musik (som ikke kommer fra tv/radio, da de også transmitterer fyrværkerilyde) og venter på, at det hele går over!

Til gengæld er vi morgenfriske den 1/1... lover jer, at vi er ude ved 9-tiden til første morgentur :) og i år komme hundemassøren på besøg den 1/1 og tager den sidste rest af stress ud af mine vovser!

Rigtig godt nytår til alle - kom nu godt og sikkert ind i 2014 - og husk at hunden også har brug for din hjælp, selvom du er fuld, skæv eller "tosset". SØRG NU FOR AT VÆRE ANSVARLIG OVERFOR DINE HUSDYR - DU HAR SELV VALGT DEM!


onsdag den 20. november 2013

Hvordan ville min hverdag være uden hunde...


Jeg tænker af til over, hvordan min hverdag ville være, hvis jeg ikke havde mine tre hunde... Især når jeg stresser over at have for travlt til at gøre det "godt nok"! Så kan der snige sig den der tanke ind... åhhh tænk at kunne gå på shopping direkte fra job, at mødes med venner på en cafe om aftenen, at gå i biffen hver søndag osv. Jo helt ærligt, jeg kan godt savne at være uden forpligtelse ind imellem.

Når jeg så tænker tanken helt til ende, så bliver jeg helt klam! Mit liv uden hunde ville være tomt. Helt enkelt og ærligt. Jeg ville savne nogen til at tage imod mig i døren, også på de dage, hvor alt ellers er gået super. De dage, hvor det er gået "øv", er det jo en gave uden lige at blive modtaget med glæde og forventning i døren, at gå den der tur, som lige kan ryste "øv-oplevelsen" af mig. Men af og til ønsker jeg, at jeg kunne bruge mere frihed til at shoppe og være social. Tanken kommer som oftest over mig, når jeg har for travlt eller har brug for at noget i min hverdag ikke er så forudsigeligt. 

For ikke så længe siden holdt jeg et lille oplæg om god aktivering. I den forbindelse kom der en mand hen til mig og spurgte, om jeg var hyndepsykolog. Jeg svarede, at det kunne man godt kalde det. De fik mit kort, og jeg må sige, at jeg var i tvivl, om de ville bruge det. 

Det gjorde de.. og jo! de havde massive problemer med en hund, som havde en bidhistorie. Hunden havde snappet ud et par gange, men for nylig havde han fået lavet et markeringsbid på et barn... i ansigtet. Ikke så rar en oplevelse. 

Ejeren forklarede, at hvis det havde været alle andres hund, var han jo slet ikke i tvivl om, at hunden skulle aflives. Men nu var der følelser i klemme, og de havde brug for en vurdering af hundens "sind". De fik de, og en lang og "besværlig" træningsplan i halen på vurderingen.

Faktisk var jeg i tvivl, om de ville få trænet og arbejdet med hunden, men hold da op, hvor min tvivl blev gjort til skamme. De VILLE bare denne her hund... koste hvad de ville af timer, træning og betaling til mig. Tilbagemeldingerne fra dem var gode, og træningen fortsatte de ufortrødent. 

Efter måske et halvt årstid kontaktede ejerne mig igen for at høre, om deres hund var en "kandidat" til BAT-træning (BAT = Behavior Adjustment Training), og om de kunne komme på mit næste hold. Også her var ejerne "på", fik trænet og arbejdet godt med hunden. Og her er, hvad de skrev forleden dag på den lukkede facebook-gruppe, der følger med at være på BAT-holdet: 
"Må simpelhen dele vores aftentur hvor der på den anden side af hækken kommer en hund som "Fido" normalt gør udfald imod.... Afstanden er et par meter så jeg er egentlig klar til et udfald - men hvad sker der..... Tja "Fido" batter den så vi fortsætter vores tur med et ordentligt smil på læben.... Herligt..."

Efter sådan en historie er der længere og længer mellem dagene, hvor jeg tænker, hvordan min hverdag ville være uden hund!

lørdag den 31. august 2013

Er man hunde-elsker, så varer det hele livet!

I mit nabolag ligger der et center med beskyttede boliger for ældre og handicappede personer. Det er omgivet af grønne områder - helt perfekt til at lufte hunde i nærområdet. Skolevejen går også forbi centret, så det "vrimler" med skolebørn og hundeluftere.

I centret bor der også en mand, Sigurd ... han elsker hunde og børn. Sigurd sidder i kørestol efter en blodprop, og han har vist ikke så meget familie til at komme og besøg ham. Til gengæld har han alle skolebørnene og os hundeluftere...eller måske mere vores hunde!

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Sigurd er for et par år siden, hvor jeg en kold, grå novembermorgen er ude og morgenlufte hundene ved 6-tiden. Råt og kold.. måske endda lidt småregn. Jeg kommer forbi bebyggelsen, og inde i læ sidder en mand i kørestol og vinker til mig. Jeg tror, at han har brug for hjælp, og det kan jeg jo ikke lade være med at reagere på, så jeg gå hen til ham. Vupti.. op kommer den lille kasse med godbidder. Frolich i massevis.

Hundene bliver fodret - og vi er alle lidt overrumplede af oplevelsen på den gode måde. Her tror man, at manden har brug for hjælp, og så viser det sig, at han bare vil give guffer og kæle med hundene. Mens jeg står der, kommer en far på cykel med et barn ved siden. Barnet råber glad og højt GODMORGEN SIGURD. Cyklen stopper.. og vupti! op kommer en ny kasse med "børneguffer" :)

Vi falder alle i snak, hundene får ekstra kæl af børnefamilien, før vi går videre.Det samme gentager sig flere gange om ugen.

På et tidspunkt, hvor jeg har Sigurd på tomandshånd, betror han sig til mig: han har ikke meget familie, men i stedet for at blive ked af det og "klynke og klage", køber han hundeguffer og børneguffer for sin pension og sætter sig i "vindfanget" ved opgangen. Som han siger... så bliver man ikke så ensom!! Han har også mobilen med høretelefoner, hvis nu morgenlufterne eller børnene udebliver. Om sommeren sørger han endda for vandskål til hundene i varmen.

Der er rigtig mange børn og hunde(ejere), der sætter stor pris på det lille pit-stop man får hos Sigurd om morgenen. Ingen tvivl om, at også Sigurd sætter pris på, at vi lige tager et stop og en lille sludder, før turen går videre.

Jeg kan ikke andet end blive lidt gladere de morgener, vi møder Sigurd. På trods af handicap efter blodprop, talebesvær osv., så får han en god oplevelse og en sludder med os i nærområdet. Og heldigvis han INGEN forældre/hundeejer opfattet Sigurd som "børnelokker", for det er det sidste han er. Han er en givende sjæl, med et overskud på trods af livets hårde omstændigheder. Sådan vil jeg også gerne være, hvis uheldet er ude....

tirsdag den 11. juni 2013

BAT - En nyere træningsform

BAT hvad er det?


Flere af vores dejlige kursister er nysgerrig på, hvad BAT går ud på... Så her kommer et lille indlæg om BAT.
BAT står for Bahavior Adjustment Training, som kan oversættes til Adfærds Regulerende Træning.

Først lidt om hvordan jeg stiftede bekendtskab med BAT
Jeg hørte første gang om BAT i et hundemagasin (Canis) for mere end et år siden. Artiklen var meget interessant, så jeg bestilte med det samme e-bogen om BAT. Straks bogen var downloaded, kastede jeg mig over den. Jeg blev ikke skuffet!!!
Heidi Boel, CBATI

Min gode veninde og kollega inviterede Grisha Stewart til at afholde et weekendseminar i Dk, et seminar kun for hundekyndige. Grisha havde ikke tid før juni i år, dvs. vi skulle vente et helt år! Men det var ventetiden værd :-)

"Mit" BAT instruktørhold i Portugal
I mellemtiden ser jeg, at Grisha begynder at tilbyde et særligt intensivt 5-dags instruktør kursus i BAT. I februar rejser jeg derfor til Portugal, for at deltage på netop dette instruktørkursus. 
Det var 5 fantastiske og lærerige dage, med bl.a. teori, fakedog tests og en masse hands-on-træning af klienter og deres hunde. Kurset blev afsluttet med en skriftlig eksamen. Ønskede man herefter at blive certificeret BAT instruktør (CBATI), krævede det en video study case og minimum 200 timers erfaring med positiv træning og adfærdsrådgivning.
Jeg bestod hele molevitten i 18. maj 2013 og blev dermed den første CBATI i Danmark.


Nu til sagen - dog i korte træk
BAT er en træningsform, der kan rehabilitere hunde med reaktive problemer, uanset om det reaktive problem skyldes angst, frustration eller aggression.


Giv hunden et valg
BAT handler om at give hunden et valg. Jo mere en adfærd er hundens eget valg, desto mere lærer den. Vi sætter hunden op til at vælge en ny acceptable adfærd. Den acceptable adfærd er, at hunden viser et dæmpende signal istedet for den reaktive adfærd. Da den nye adfærd (et dæmpende signal) ligger helt naturligt til hunden, er sandsynligheden for, at den vil gentage den nye adfærd større, end hvis vi valgt en adfærd for hunden som f.eks. sit eller twiste, som ikke ligger som naturlig adfærd i hunden i den situation.
En anden fordel med dæmpende signaler er, at det beroliger din hund, og hvis triggeren er en anden hund, beroliger det også den. Hunden lærer, den har kontrol over situationen, hvilket på sigt nedsætter dens reaktiongrænse og kan i nogle tilfælde med tiden helt fjerne hundens uønskede reaktion.

Sæt hunden op til succes - Afstand er nøglen
For at hunden skal kunne ændre sin gamle reaktion til en ny (dæmpende signal), handler det i den grad om at holde din hund under dens reaktionsgrænse og det gør du ved at holde afstand, til det der trigger den. Det vil sige, at du hele tiden sørger for, at afstanden mellem din hund og det der trigger den, altid er så stor, at din hund ikke reagerer. Det er dit ansvar, at din hund ikke bliver sat i en situation, hvor den føler, at den er nød til at reagere. Det kan betyde, at du i en periode måske ikke kan lufte din hund, der hvor du plejer.

Belønningen
Når din hund reagerer på en trigger, f.eks. en anden hund, er det oftest fordi, din hund ønsker afstand til triggeren. Din hund oplever at dens reaktion, får triggeren til at forsvinde, da denne oftest forsvinder ud af syne, eller du og din hund går væk.  Det vil sige, at belønningen for din hunds reaktion er afstand, til det der får den til at reagere.
Altså er afstand en funktionel belønning for din hund og det skal vi bruge i træningen. 
Man kan desuden vælge at bruge en bonus belønning i form af mad eller legtøj. Hvis man vælger at give en bonus belønning, er det meget vigtigt, at hunden først får godbidden eller legetøjet efter den funktionelle belønning (afstand).

Træningen 
Træningen kan vi lave f.eks. via set-ups, men selvfølgelig også på vores gå ture.
Der er fem trin i et set-up:

1) Hunden ser triggeren og I stopper op (en trigger er det, der udløser den uønskede adfærd, f.eks. en anden hund eller et menneske)

2) Vent på et dæmpende signal fra din hund (f.eks. din hund drejer hovedet, snuser i jorden, ryster sig osv.)

3) Du marker det dæmpende signal (du kan vælge et ord, du reserverer til denne træning)

4) Går/løber 5-7 meter væk fra triggeren (funktionelle belønning)

5) Evt. kan du herefter belønne med godbid eller legetøj (bonus belønning)

Specielt for frustrerede hunde
Den funktionelle belønning for frustrerede hunde, kan være at mindske afstanden til det der får din hund til at reagere. Så istedet for at gå 5-7 m. væk, kan man mindske afstanden med et skridt. Hvis hunden bliver frustreret af at komme tættere på, er afstand den funktionelle belønning for din hund.

Er uheldet ude...
Hvis din hund alligevel kommer for tæt på dens trigger, er det med at få hunden ud af situationen hurtigst muligt. Hvis du kan hælde godbidder i din hund, mens triggeren passere, kunne det en mulighed for at undgå en reaktion - din hund lærer ikke noget i den situation, men du kan undgå en reaktion. En anden mulighed er at indlære en u-vending, først udenfor kontekst så øvelsen sidder på rygraden af hunden, inden du bruger øvelsen i en krisesituation.

 Frem for alt handler det om at lære hunden en ny adfærd uden frygt, tvang og smerte.


Her kan du se/høre Grisha Stewart fortælle hovedtrækkene i BAT:







fredag den 19. april 2013

Er "mine katte" blevet forgiftet?

Projekt Gadekatte

Som nogle af jer sikkert husker, så endte jeg på en eller anden måde midt i et neutraliserings projekt af "mine gadekatte", der bor nær mig.
Jeg har brugt enormt mange timer hos kattene, 1-2 timer hver dag! Og det var langt fra hver dag, jeg var heldig at fange en.
Jeg har fanget 19 af disse katte og fået dem neutraliseret - én af dem blev aflivet, da hendes endetarm var poppet ud, det havde hun faktisk levet med i flere måneder. Så da hun gik i fælden, blev jeg ovenud lykkelig, indtil jeg fik startet bilen og var på vej mod internatet, hvor det gik op for mig, at hun sikkert ville ende hendes liv derude idag... Jeg fik næsten lyst til at køre hende hjem og ikke på internatet...

Forgiftet?
For et par uger siden, manglede jeg pludseligt to af de mest kælne katte - de var der ALTID! Jeg har aldrig været der, uden de kom mig i møde, så jeg var klar over, der var noget galt.
De venter på, jeg hiver
maden frem :-)
Da jeg lidt senere samme dag kørte forgæves derfra, gik der en kat ud foran min bil. Jeg tænkte, så flyt dig dog, men hun gik meget langsomt og ret så usikkert på benene. Hmmm.. jeg fik parkeret bilen og hev transportkasse og mad ud af bilen og begyndte at lede efter hende.
Jeg fandt hende bag et hegn! Hun lå stille og så rigtig skidt ud, jeg fik kastet lidt mad ind og hun reagerede ikke. Nu var gode råd dyre, jeg kunne ikke komme ind bag hegnet, så jeg lagde mig ned på maven, armen ind under hegnet og jeg kunne lige præcis nå hendes halespids. Jeg tog chancen og halede hende ud. Hun klynkede, men gjorde stort set ikke modstand. Så var det ellers med 140 km i timen ud til internatet. Dyrlægen aflivede hende desværre, da hun var meget dårlig og det kunne skyldes en slem infektion eller forgiftning!
Da jeg så hende denne morgen, kom hun udfra den have, som tilhører den mand, der i tidernes morgen truede mig med at han ville forgifte kattene!!! Mon han har været igang? Mine to andre kælne katte er aldrig dukket op og jeg mangler ca. 7-8 andre katte, som jeg har fået neutraliseret - er de døde af forgiftning???
De kan selvfølgelig også være kørt ned, men de bor på en meget stille vej, så sandsynligheden for at 9-10 katte er kørt ned på så kort tid, er ikke realistisk. Jeg håber, de ikke har haft en smertefuld død, det er det, der nager mig mest...

Drægtige Katte
Det er desuden tid for killinger og det har det også været for "mine katte". Jeg har fanget to drægtige kattemødre og det var med blandede følelser, jeg kørte dem ud på internatet, da jeg vidste, at dyrlægen ville fjerne de ufødte killinger og neutralisere moren.
Jeg kan ikke lade vær med at tænke, at jeg har været med til at slå kattekillinger ihjel - ufødte, men stadig... Det kan give ondt i maven!

Jeg skulle hilse at sige, det er altså ikke bare lige... Hverken at fange dem, men også alt det andet der følger med. Man kommer ski til at synes om de små skøre dyr!

Status på Projektet
Derfor er det også med stor ærgelse, at vi kører mod Danmark på søndag. Jeg mangler nemlig stadig tre katte - to hanner og én hun!!! Hvor irriterende er det lige??? Jeg har i denne uge brugt ca. 10 timer dernede, i håb om, at i det mindste at få fingerne i hunnen, men det lykkes mig ikke :-(

Den ene hankat, jeg mangler, tager så meget røven på mig!!! Herunder forsøger jeg med et helt nyt bur, han aldrig har set før, men nej...
Ikke tale om, om han overhovedet gider se på tunen
i buret, næææ nej... Han er mere snu end jeg!!
Det er ham, der sidder nærmest kameraet, der skal gå
i "fælden". Han tager så meget gas på mig...
Sidder bare og glo dovent på mig, til jeg giver op
og giver dem maden...











Jeg har nu overgivet "sagen" til Triple A - internatet, så håber jeg, at de kan finde en, der vil overtage projektet, ellers kan jeg sikkert starte forfra, når jeg engang kommer igen...

De katte der er blevet neutraliseret, har jeg taget med hjem og ladet dem sove i vores gæsteværelse, til de var kommet til sig selv igen efter bedøvelsen - og det til stor interesse for min hund. Her tjekker hun, om jeg nu også er helt sikker på, at jeg havde kørt katten hjem :-)

Stor tak til Triple A, for deres store indsats med neutraliseringen og udlån af bure og fælder, uden dem var det ikke muligt.


lørdag den 16. marts 2013

Killing Stations... Katte & Hunde sidder på dødsgangen

Jeg troede ikke mine egne ører...

I sidste uge kom direktøren på internatet og spurgte mig, om hun huskede rigtigt, at jeg var dansker. Hun havde brug for en, der kunne ringe til et dansk par, der havde hentet to hundehvalpe på internatet for 6-8 måneder siden, da hun mente, de gjorde som om, de ikke forstod engelsk, når hun ringede til dem.
Selvfølgelig ville jeg hjælpe og jeg gik med på kontoret, for at finde ud af hvad det her gik ud på. Direktøren fortæller mig, at den ene hvalp parret havde adopteret, er blevet efterladt bundet til en dør på en Killing Station i Malaga, med en seddel hvorpå der stod, "vi tager tilbage til Danmark".

(Hov stop vent! Hvad søren er en Killing Station - det lyder ikke som et rart sted? Det er steder, hvor herreløse dyr - meste hunde og katte bliver læsset af. Her står de så på dødsgangen i 10-21 dage, så ejer har mulighed for at hente sit dyr. I de 10-21 dage fodres de ikke eller tilses af en dyrlæge, da de alligevel skal slåes ihjel!!!)

Personalet på killing stationen, kunne fortælle, at en mand havde forsøgt at aflevere hunden hos dem, men de havde sagt nej, da hunden er fra internatet i Marbella, og den skal efter loven retur dertil. Kort efter, fandt de så hunden bundet til døren...
Nu ville direktøren gerne vide, hvorfor de ikke havde afleveret ham tilbage på internatet og at hun overvejede at melde dem til politiet, da det er forbudt at efterlade dyr. Desuden ville hun meget gerne vide, hvad med den anden hvalps skæbne, hvor den befandt sig nu, da de jo eftersigende var rejst retur til Dk.
I telefonen fortæller de direktøren, at den anden hvalp er rejst til Dk, da de ikke kunne have den længere. Direktøren beder derfor om chip nr, så hun kan tjekke op på det, herefter laves historien om og hunden befinder sig i nabobyen.
Da jeg ringer, fortæller damen mig, at de havde givet hunden (den der blev efterladt på killing stationen) til et engelsk par, så hun vidste ikke, hvor hunden var... Hmmm... på sedlen stod der, de rejste tilbage til Dk. Den anden hund var givet væk til nogen, de ikke kendte... Og de bor iøvrigt stadig i Spanien... Jeg ved ikke hvad jeg skal tro på, men uanset, har de handlet uforsvarligt.
Jeg bliver flov, når danskere opfører sig sådan og direktøren på "mit" internat, sagde hovedrystende, hun havde forventet det af spaniere, men ikke af danskere... Hun skulle bare vide....

Der er organisationer, der forsøger at redde så mange af dyrene som muligt fra dødsgangen, men de kan på ingen måde "følge med".

I min søgen på mere info omkring killing stationerne, fandt jeg, at en almindelig måde at slå dyrene ihjel på, er i gaskamre... Det kan tage optil 1 time, før dyret rent faktisk dør... Jeg tror trods alt, at gaskamrene blev gjort forbudt i 2010 (mit spanske er ikke super, så jeg er ikke sikker på, at de ikke bruger den metode længere). Jeg skal spare jer, for de billeder jeg fandt...

Jeg er dybt chokeret over disse steder findes også i Europa!!! Det bekræfter mig virkelig i, at jeg ikke vil støtte opdræt af dyr. Der skal bare IKKE sættes flere dyr i denne verden med vilje!
Selvom vi ikke har så vanvittige steder i Dk som Killing Stations, så er der også i Dk, alt for mange dyr der dør, pga. man fortsætter med at avle flere og flere...
Er det rimeligt, at vi avler, for at gøre en forretning ud af det? Er det rimeligt, at vi avler, bare fordi  vi synes, at det kunne være hyggeligt eller spændende at prøve at få et kuld hvalpe? Eller fordi det er en interesse?
Min mening er I nok ikke i tvivl om... jeg synes, det er egoistisk!


fredag den 8. marts 2013

Alene Hjemme - Det Kan Være Svært...



Alene hjemmetræningen giver pote :-)



Min Diva ;-) 
Jeg har jo min skønne rotte-pige med her i Spanien. Det er hendes første gang hernede og hun klarer det super godt. I løbet af få dage havde hun taget den spansk levestil til sig – vi når det nok i morgen… 

Jeg havde lidt på fornemmelsen, at vi ville løbe ind i et mindre alene hjemmeproblem, når vi kom til Spanien, til en for hende ukendt lejlighed. Derfor havde jeg taget mit videokamera med hjemmefra, så jeg kunne filme hende, når hun skulle være alene.  De første par dage i lejligheden, var hun ikke alene, jeg gik kun ud og ind af døren nogle gange begge dage. Men 3. dagen gik jeg i gang med at gå fra hende i 10 sekunder, så 15 sekunder, så 20 osv. jeg kunne heldigvis øge tiden ret hurtigt, da hun kan være alene hjemme i Dk. Det gik fint i ca. 5 dage, vi var oppe på 5 minutter, så tænkte jeg, nu må jeg tage chancen og øge tiden noget mere – trængte bare til at komme hjemmefra!!! 
Så vi kørte ned for at handle, det tog helt præcis 18 minutter – og lur mig om hun efter de første 3 minutter tusser rundt i lejligheden og klynker lidt, dog efter hun havde spist hendes lille ben og drukket vand. Efter hun har gået lidt rundt, ligger hun sig ned og der bliver hun liggende, til vi kommer hjem. 
Mit hjerte bløder, da jeg ser optagelserne af hun klynker og min første tanke var "åhhh nej forfra med træningen..." Men da hun kunne spise hendes lille tyggeben, viste det mig, at hun ikke var voldsomt påvirket af at være alene. En hund der er panisk angst for at være alene, ville ikke kunne spise, når den blev efterladt, det er fysiologisk umuligt.
Dagen efter prøvede vi, at jeg kørte hjemmefra først og derefter skulle Thomas køre - altså vi ændrede vores "kørehjemmefra-vane". Det viste sig, at da spiste hun blot benet og gik i seng - UDEN at klynke! 
Så det blev løsningen endnu et par dage. Jeg fortsatte træningen, dvs. jeg fortsatte med at øge tiden, hun var alene og jeg accepterede, at hun indimellem klynkede to klynk, hvorefter hun gik i seng.
Efter ca. 2-3 uger når jeg optog stikprøver var (og er) der stort set ikke et klynk fra hende :-) JUHUUU...
Hvis jeg nu ikke havde startet med alene træningen, havde hun måske udviklet et svære alene problem, som  ville tage længere tid at træne væk. Det er ALTID bedre og nemmere at FOREBYGGE, end at skulle træne et problem væk.
Den nyeste E-Guide i rækken
af vores populære E-Guides.

Nu har jeg udgivet en lille E-guide, i hvordan man forebygger, at et alene problem opstår og hvordan du trin for trin kan træne på problemet, hvis det er opstået. Vidste du, at hunde ligesom mennesker kan være pessimistisk og optimistiske? Et studie jeg har skrevet lidt om i guiden, viser, at hunde der er meget alene hjemme, er mere pessimistiske end hunde der ikke er meget alene... Hvis du vil se mere om guiden, så se med HER

Jeg vender jo snart snuden hjemad mod Danmark igen, og vi har fået planlagt vores holdtræning for maj/juni -  holdene er sat på programmet, se HER





fredag den 1. februar 2013

TANKER FRA EN INSTRUKTØR


Det er altså altid spændende at starte nye hold, især at se om de hold, man udbyder falder i god jord. 

Heldigvis har vi mange kendte ansigter på vores hold, og endda kursister som har overskud til at fortælle os, hvilke kurser de savner hos os. Vi er også så heldige at have mange nye kursister. Nogle bare for "en kort bemærkning", mens andre kommer igen.

Hos Harmonisk Hundecenter har vi naturligvis de hold, alle hundeskoler har: hvalpehold og begynderhold. Men hos os har vi valgt at have lidt mere "på hylderne". Vi kan tilbyde sporhold - både for nye og øvede næser, god aktivering, startpakken, hundemassage til husbehov, foredrag (bl.a. om hundesprog) rally-lydighed på alle niveauer lige fra begyndere over øvede til konkurrencefolk, e-guides, adfærdsrådgivning og superhold for de særligt dygtige kursister og hunde. 

For nylig stak Hedi og jeg hovederne sammen, fordi vi synes, der manglede noget... nemlig holdet for "møghundene". Altså de hunde, som har svært ved at koncentrere sig om deres ejer på træningspladsen, eller de hunde, som har det lidt svært med andre hunde, mennesker og børn, og hunde der kører i højt  gear og har tendens til at stresse, eller hunde er som er lidt for "glade i låget".

Det blev vi enige om, at vi måtte gøre noget ved. Så derfor er der et helt nyt hold på vej. Vi har valgt at kalde holdet "Vend stress til fokus". Og hold da op... der var brug for sådan et hold! Det blev simpelthen udsolgt på under én dag!! og vi har venteliste. Derfor har vi besluttet at oprette endnu et hold : Vil du vende din "møghund til en harmonisk hund", så læs her, om kurset er noget for dig:

http://www.harmoniskhundecenter.dk/product.php?id_product=573

Holdet sættes i søen inden så længe.

Vi er meget glade og taknemmelige for jeres opbakning, ikke bare til dette nye hold, men i det hele taget. 

Hvis du savner et helt specielt kursus, hold eller foredrag, så er du meget velkommen til at skrive til os:
heidi@harmoniskhundecenter.dk eller lotte@harmoniskhundecenter.dk, så skal vi gøre, hvad vi kan for at sætte dit hold på programmet. 

Vi glæder os til at forkæle dig og din hund!

onsdag den 16. januar 2013

Indendørs Hjemmelavet Aktiveringsideer

Min hund må nogle gange tænke, "Hva F..... er nu det, hun har fundet på?"




Flere har spurgt på ideer til aktivering indendørs i vintermånederne og jeg må sige, at jeg er blevet lidt mere kreativ, eftersom vi nu bor i lejlighed i Spanien og mangler vores have.
Ovenfor ser I mit sortiment pt. og på billedet til højre kan I måske få en fornemmelse af, det er forskellige åbninger på diverse emballager, så hun ikke altid kan regne ud, hvordan hun skal få fodret ud af den.
Det er så i disse ting, min Emma får hendes mad hver dag! Jeg forsøger virkelig at finde på nyt hele tiden, da hun alt for hurtig løser de opgaver jeg stiller hende.

Jeg plejer at fylde hendes foder i 2-3 forskellige "bøtter", derefter sætter jeg hende af i f.eks. køkkenet, og gemmer dem forskellige steder, så hun først skal finde dem, før det er spisetid - det er med at udnytte ressourcerne ;-) Når hun får signalet til at søge, laver hun hjulspind på det glatte gulv, det ser ud til, at hun synes, det er smadder sjovt - ihvertfald sjovere end at få fodret serveret i madskålen.

I mælkekartonen her har jeg lavet et hul på siden (måske I kan se, jeg har tegnet en pil til ære for jer ;-)), så de ikke altid er ens, når hun får en mælkekarton. Det sætter større krav til hende, om hvordan hun løser gåden :-) I pastabakken har jeg kun skåret "låget" op i den ene ende - også her kan man lave huller forskellige steder.
Alle de her typer "bøtter" er kun noget, jeg giver min hund, når jeg er hjemme. Jeg vil ikke risikere, at hun kommer til skade på et skarpt hjørne eller sluger noget. Desuden vil jeg hellere, at hun ikke er aktiv, når jeg ikke er hjemme, der skal hun helst sove, derfor får hun altid et lille ben at tygge på, når jeg går fra hende. Så ligger hun stille og roligt og tygger benet og derefter er hun afslappet og i ro, modsat, hvis hun har styrtet rundt med diverse bøtter.

I bøtten her, har jeg klippet et lille hul i låget. Hvis man har en hund, der er meget voldsom, når den forsøger at få fodret ud, er jeg ikke sikker på, at låget her ville holde.

30 min i stedet for 26 sekunder
Se et videoklip af første gang min hund fik bøtten HER. Det er også hendes første gang med tofu "bøtten", I kan sikkert hurtigt se, at jeg faktisk har lavet begge for svære for hende, så hun ender med at blive lidt frustreret. Derfor hjælper jeg hende, ved at lave større huller i dem. Se HER og HER. Jeg synes, det er sjovt at se, hvordan hun forsøger bruge tæppet og væggen til at vende bøtterne om - ikke helt dumt :-) Nu brugte hun godt 30 minutter på at spise hendes aftensmad, i stedet for at få det i skålen og have spist det hele på 26 sekunder. (Beklager klippene er så lange, har ikke kunnet redigeret i dem).

Jeg bruger f.eks. også skotøjsæsker, de får en omgang gaffa, og så kan man lave små huller i dem.
Det er kun fantasien der sætter grænser :-) Del dine guldkorn med os!!!! :-)



lørdag den 12. januar 2013

Det Er Nemmest At Vende Ryggen Til


- Det kan jeg bare ikke!

Flere af jer har måske læst mit indlæg om valget af hvalp eller internatshund, og ingen er derefter i tvivl om min holdning :-) Hvis I ikke har læst det første indlæg, kan I se det HER

Nu er der et par stykker, der har bedt mig huske på, at der altså findes gode og kompetente opdrættere. Men det synes jeg egentligt, er sagen uvedkommende!
Sagen er den, at uanset om det er hvalpe fra kompetente opdrættere eller fra usympatiske pengegriske opdrættere, så bliver der bragt flere dyr til en overfyldt verden, hvor der på ingen måde er mulighed for at give alle den omsorg, de hver især har behov for og ret til!

Jeg ved da godt, at kompetente opdrættere gør meget ud af at finde gode og kærlige hjem til deres hvalpe, så risikoen for at netop de hunde ender op på et internat senere i deres liv, er måske mindre.
MEN at du vælger at avle flere hunde eller at du vælger at købe fra en opdrætter, så er der én hund, der må forblive hjemløs - og måske er der en, der må aflives, da der ikke er plads til en ny hund på et internat...

Uden vores hjælp (hundeejere og opdrættere) kan internaterne verden over fortsætte deres hårde arbejde i al uendelighed, og aldrig vil der blive færre triste hjemløse skabninger... Så det eneste jeg beder dig om, er, at du tænker dig om, før du vælger!

Har du egentligt tænkt over muligheden for at blive plejefamilie for en hund i nød (eller kattekillinger)? Hjælpe en uskyldig hund til at komme på poterne igen, så den bliver klar til komme ud og starte på et nyt kapitel - et helt nyt liv.

Har du lyst til at hjælpe et liv videre? Så tjek linket her til Dyreværnet, de mangler plejefamilie til både hunde og katte.
Jeg lover dig, du vil ikke fortryde det :-)


onsdag den 9. januar 2013

Internatshund eller hvalp???


Ja, jeg er ikke længere i tvivl!! - Jeg vælger med hjertet <3


I En Perfekt Verden Har Enhver Hund Et Hjem
Jeg synes simpelthen dette billede for det første er meget smukt og for det andet, er ordsproget så sandt så sandt...
Det skal dog ingen hemmelighed være, at jeg de sidste par år har overvejet, at næste gang jeg skal have en hund, at det måske skulle være fra hvalp. Jeg forestillede mig, at det skulle være  fra en super kompetent opdrætter, der både ligger fokus på mental og fysisk sundhed. 
Jeg har gået med de tanker, da min nuværende hund, Emma (rottweiler på  5 ½  år), langt fra er den nemmeste hund at leve sammen med. 
Hun er en internatshund med en del i bagagen og det kan til tider være svært at planlægge dagen med hende. Men heldigvis er de allerfleste dage nemme og skønne sammen med hende – det er de i hvert fald blevet, efter jeg har tilrettelagt vores liv, så det passer til hendes problemer. Hun har lært mig en hel del om livet sammen med en hund med problemer. Det er altså lidt noget andet, at have prøvet det i eget hjem end at læse og lære om det i teorien!
Heldigvis kommer de fleste internats – og omplaceringshunde ikke med så meget i bagagen, og jeg vidste også på forhånd, at hun ville kræve en del. Jeg har aldrig fortrudt mit valg dengang for 5 år siden, da hun sad lille og skræmt på bagsædet af min bil :-)

Når man er sådan lidt ”hundetosset”, som jeg er, kan man jo ikke lade være med at tænke på hvilken race og køn, den næste hund skal være. Jeg har som sagt overvejet en hvalp næste gang, da jeg synes, at jeg fortjener en lidt nemmere hund. 
Men hvem kan egentlig love mig, at det bliver en nemmere hund, bare fordi jeg får den fra hvalp? Ja, jeg kan sørge for genetikken er iorden, at socialiseringen er lige i øjet… men retfærdiggør det, at det er ok at avle endnu flere dyr til denne verden?? er der ikke nok dyr allerede, der ikke har et kærligt hjem, som det fortjener???


Der er mange internater verden over, der gør et kæmpe arbejde for at redde alle de misforstået og efterladte hunde (og katte) der er overalt. Sagen er bare den, at de kan ikke alene ændre på, at der dagligt indleveres hunde og at 15.000 hunde i Dk hvert år må lade livet... når der fortsat avles i stor stil. 
Der skal mere til end det - færre hvalpe skal fødes! Vi som "forbrugere" er med til at sætte flere hvalpe til verden... VÆLG derfor en internatshund!!

Jeg kan komme på mange grunde til, at DU bør vælge en internatshund, men den vigtigste er, at DU REDDER ET HELT LIV!!!!!!!
Min mor ryster af og til på hovedet af mig og siger "Heidi... Du kan jo ikke redde hele verden". Det er jeg klar over, men bare jeg kan ændre ét liv til noget bedre, det er det hele værd!

Jeg er i hvert fald kommet frem til, at jeg ikke vil støtte ”hunde-avls-industrien” og at jeg helt sikkert skal have en ”genbrugshund” igen næste gang! Og så må jeg tage, de eventuelle problemer den vil have med i bagagen og lære af dem. Så hvilken race, han eller tæve, spansk eller dansk… ja, det må tiden vise… det er også lidt spændende :-)

Jeg håber, at jeg til den tid vil være i stand til at vælge med både hjerte og hovedet, da jeg godt kunne mistænke mig selv for at vælge den hund, der sidder i et hjørne og er skræmt fra vid og sans… men hey… er der noget galt i det???













torsdag den 3. januar 2013

En dag med VIP-hunde

På den næstsidste dag i 2012 var jeg i Dyrehaven med Harmonisk Hundecenters vip-kursister... eller nogle af dem! Aktiv gå-tur var titlen på vores møde.

Vi er så heldige at have nogle søde og aktive kursister og en masse søde hunde, som bare hyggede sig i hinandens selskab. Nogle var drevet meget af deres "sans for damer", mens andre bare hyggede ved at gå og snuse sammen.

Hos os vælger vi at "belønne" vores trofaste kursister. De bliver "vip-kursister" efter 3 tilmeldinger på vores hold eller foredrag. Og for disse vip-kursister har vi så af og til nogle gratis tilbud. Det kan være alt fra små træningskurser, intro til rally-lydighed, snak om motivation og fokus, et foredrag eller ... en aktiv gåtur.

Den 29. december satte vi hinanden stævne i Dyrehaven. Godt rustet med godbidder og vanter. Turen varede ca. 1½ time og undervejs blev gåturen krydret med små aktiviteter og øvelser.

Balance, søgeøvelser og spor var nogle af de ting, vi kastede os over. Mange af hundene er rigtig garvede i hver deres disciplin, og det var sjovt at se hundene kaste sig over øvelserne med glæde og entusiasme.

Det var jo tøvejr, og det betød, at der var ret så store vandpytter undervejs. Ja næsten små søer. Især en af "labberne" var simpelthen NØDT til at kaste sig ud i vandet. Ejeren måtte lige en kort overgange bytte den almindelige line ud med en flex, så den lille sorte lab kunne få styre sin vandglæde.

Også sjovt for mig at se, hvor forskelligt hundene gik til sporopgaven. Nogle hunde - især dem, som har prøvet det før - var næsten ikke til at styre. Andre var lidt mere tøvende. Herligt at se selv racer, som ikker kendt for deres sublime næse, havde glæde af at gå et lille godbidsspor.

Jo... det var en fin dag. Og det er helt sikkert ikke sidste gang, vi tager en aktiv gåtur sammen :)