BAT-træning - hvad går det ud på?

Jeg har nu igennem ca. 1½ år trænet BAT-hunde. Både min egen lille reaktive dansk/svenske gårdhund, Bossley, som efter flere dårlige oplevelser og et par overfald, blev temmelig reaktiv (aggressiv) ved synet af andre hunde på stor afstand, og en stor del BAT-kursist-hunde. 

Vi startede ud med det, som i dag er kendt som BAT 1.0, og er siden gået videre med opdateringen af BAT-træning til 2.0.

Forskellen på de to "niveauer" af BAT-træning er især, at når man træner efter 2.0-metoden, arbejder man ofte på større afstand mellem statist-hunden og BAT-hunden. I BAT 2.0 er hunden på så stor afstand af sin trigger (fx en fremmed hund), at den ikke føler sig kaldet til at "råbe skrid" og fare frem i linen - den kan bruge miljøet som "lynafleder". Den er klar over, at der er en hund i horisonten, men den er ikke bekymret for sin sikkerhed, og kan derfor fx gå og snuse og bruge det omgivende miljø til at snuse og tisse og bare være hund. 

BAT går ud på at lære den aggressive/reaktive hund, at den har andre metoder, der virker lige så godt.

Reaktive/aggressive hunde, der farer frem i linen og gør af andre hunde på stor afstand, ønsker afstand til det, der udløser reaktionen. Ofte er der et element af angst og utryghed i spil, selvom adfærden kan virker meget udfordrende og provokerende.

Når hunden lærer, at den lige så godt kan udvise "høflige" signaler for at opnå, det den gerne vil (nemlig afstand til det, der trigger adfærden), vil den aggressive adfærd gradvis aftage, og den nye og mere venlige adfærd oftere komme til udtryk. Ofte vil afstanden til triggeren kunne mindskes, og af og til oplever jeg, at BAT-hunde ende med at være helt almindelige hunde, der ikke er angste i nærheden af andre hunde.

Det er frygtelig omkostningstungt for en hund, at fare frem og "råbe" af de forbipasserende hunde. Tænk bare på, hvor belastet stresssystemet bliver, og hvor meget energi, der går "tabt" ved denne adfærd. Hvis hunden finder ud af, at den opnår præcis det samme resultat ved at udvise de såkaldt dæmpende signaler (fx at vende siden til, slikke sig om munden, snuse i jorden m.fl.), som ved at bruge en frygtelig masse energi på at fare frem og råbe, så vil den helt sikkert oftere og oftere ty til disse dæmpende og venlige signaler. Dels bliver den selv mindre stresset, og dels kræver det mindre energi - og resultatet er det samme, nemlig at "sikkerhedszonen" er intakt. Det betyder ofte, at ejeren også kan slappe af og begynde at trække vejret normalt på gåturen. Ejeren lærer nemlig gennem BAT at læse sin hunds signaler og bliver bedre til at undgå at sætte hunden i de uønskede situationer og hjælpe hunde, hvis man bliver overrumplet af hunde omkring et hjørne el. lign. 

Afstanden til triggeren - kaldet tærsklen - kan være meget forskellig fra hund til hund, og fra dag til dag. Det kan også være helt specifikke hundetyper, der trigger adfærden (fx specifikke racer eller farver). Min Bossley reagerer fx voldsomt på 3 af de racer, han er blevet overfaldet af: schæfer og retrievere og franske bulldogs (sådan generelt set), mens han generelt er tryg ved border-collies (noget som er usædvanligt pga. borderens specielle "eye"/stalking-adfærd) og beagles. 

Raymond Coppinger har sammenlignet hundedfærd med en ligning: hunde gør det, der kan betale sig ud fra et omkostningssynspunkt/cost-benefit-analyse. Ligningen skal altså for hunden se således ud: 

1>1. Hvis ikke det er tilfældet ville hunden dø - hvis den levede uden menneskers indblanding - da den ikke ville kunne opretholde livet ved at bruge mere energi på en adfærd, end der kom "tilbage" i form af energitilførsel. Bl.a. derfor virker BAT! og fordi de fleste hunde reelt ikke går rundt med et ønske om at være udfarende/aggressive og "bøvlede"...

Den generelt usikre hund

Jeg møder ofte hunde, der af en eller anden grund er usikker. Den kan være det, man kalder "generelt usikker" eller usikker i en helt specifik situation (fx omkring børn, gæster, skateboards, ting på gåturen, nytårsfyrværkeri osv.). 

Hunden, der er generelt usikker

Ofte er der et element af genetik i spil, når din hund er usikker på livet. Det kan naturligvis også skyldes manglende socialisering. Når man står med en usikker hund, der har det svært i helt almindelige dagligdags situationer, kan det synes op ad bakke at ændre på adfærden. 

Det er klart, at man ikke kan ændre på hundens genetiske bagage, men man kan gøre meget for at gøre en usikker hunden mere kompetent i forhold til at håndtere livet i dagligdagen. 

Ofte tror ejeren, at det hjælper hunden at overbevise den om, at situationen ikke er farlig ved at presse hunden til at forholde sig til det, den er tøvende overfor. Ejeren kan trække hunden hen til de gen-stande, den er bange for, eller tvinge den til at hilse på fremmede for at lære den, at det jo ikke var verdens undergang at blive klappet på. 

Desværre er de sjældent en (varig) løsning på hundens problem. Ja, det kan faktisk være med til at forværre problemet.

Der er min erfaring, at den usikre hund ikke kan overbevises om, at den tager fejl, ved at blive presset. Tværtimod. Hunden lærer kun, at den ingen indflydelse har på sin egen situation, og der sker det, at den lukker ned, når den bliver presset til at forholde sig til det "farlige". Sker det gentagne gange, kan hunden bliver passiv og apatisk... ja den giver faktisk lidt op. Og det er frygtelig synd. Både for hunden og dens ejer.

Mennesker, som er bange for slanger bliver heller ikke kurreret, hvis jeg propper dem ind i et aflukke fyldt med slanger. De vil helt sikker bare stå helt stille og trække vejret og håbe, at de overlever! Sådan er det også med hunde. 

Frivillighed er nøglen

Faktisk er noget af det, der kan give en usikker hunde bedre kompetencer i situationen at få en fornemmelse af kontrol over situationen. Det betyder ikke, at din hund får kontrol over DIT liv, men reelt bare en fornemmelse af at have et frit valg i en given situation, der skræmmer hunden. 

Når man (gælder både hunde og mennesker) føler, at man kan styre situationen, bliver den mindre skræmmende. Så hjælp din hund - lad den bruge tid på at overvinde situationen i sit eget tempo, tving den ikke til at gå nærmere eller bliver klappet på. 

Står du med et massivt problem, så søg hjælp hos en veluddannet adfærdsrådgiver! Der ER hjælp at hente... 

Hvor meget træner du, hver dag ?

Jeg får jævnlig spørgsmålet: hvor meget skal jeg træne min hund hver dag? Hvor meget træner du selv dine hunde. 

Som mange af jer ved, har jeg tre hunde af forskellig race og forskellig alder. Det betyder jo, at der altid er en hund, som er klar til at træne med mig, når jeg er i stødet til at give den gas. Mine tre hunde er jo helt forskellig af sind og energiniveau. Det betyder, at jeg må holde øje med den enkelte hunds formåen fra dag til dag og fra år til år.

Gamle pix kan fx ikke holde til så meget. Hun er 14½ år - og selv om hun er af pincher-typen, som kræver meget aktivering og motion, så skal jeg tage vare på hendes manglende syn og hørelse. For hende er det afgjort dagsformen (både hendes og min!), der afgør, hvor mange udfordringer hun får. En gammel hund vil absolut gerne udfordres og lære nyt, så jeg krydrer de kendte øvelser med lidt ny og spændende træning. 

Bossley på 8 år er ved at være "nem at køre træt", men han ELSKER at træne. Jeg skal dog lige holde øje med, om det er for min skyld, at han fortsætter, eller om han faktisk synes, det er sjovt. 

Da han er så lærenem og -villig er det mest mig selv, jeg skal sætte grænser for. Han kører på, så længe jeg beder om det, og her er det min opgave at holde styr på kriterier, timing og ikke mindst behov og lyst. Når Bossley er med til teoriaftenerne med de nye kursister, er han i sit es. Han elsker al den opmærksomhed, han får, Han elsker, at der ALTID er en eller to nye kursister, som han kan charme og få lov at komme tæt på at kysse til døde, og dagen efter er han faktisk flad! Det drejer sig måske om 2-3 timer, men det er nok til efterhånden at køre ham træt.

For mig er det ny viden, at han ikke længere kan holde kadencen  - for blot for 1-2 år siden var Boss nærmest ikke til at køre træt. Han er en hund, jeg for ca. 7 år siden overtog fra Dyreværnets internat i Rødovre (hvor jeg også har arbejdet), og da jeg fik Bossley var han simpelthen så stresset, at jeg aldrig har set noget lignende. Han havde udviklet stereotyp adfærd (han hoppede op og ned for bare at kunne holde ud at være i sin krop), kunne ikke falde til ro, og var uhæmmet og opmærksomheds-søgende i en grad, jeg aldrig før var stødt på. Gradvis og over en længere periode fik jeg styr på stress, selvkontrol og afslapning. Herefter blev han bare en super trænbar hund, der hungrede efter at lære nyt. 

Jeg er efterhånden blevet ganske garvet i at få styr på stress hos hunde, og hvad jeg ikke har læst og hørt om stress hos vovser er ganske enkelt ikke til at beskrive. Bossley var min motivator og katalysator indenfor stress hos hunde. Det kan jo komme til udtryk på mange måder, men ofte er der ganske få midler til at få det under kontrol. Jeg har i den grad været eleven, mens jeg prøvede at finde nøglen til at nedsætte Boss'en stressniveau til noget, der var til at leve med. 

Elton er et kapitel for sig selv. Min dejlige retriever på nu 6½ år har bestemt ikke været racetypisk. En retriever er ofte meget samarbejdende, trænbar og "nem". Ikke Elton! Det har taget mig flere år at "pakke ham ud". Og nu er han den hund, jeg konkurrerer med i Rally-lydighed (når tiden tillader). Han er en hund, som kan træne længe og gerne vil være med på nye ideer. Bare jeg er TYDELIG i mine forventninger. Ellers pakker han sammen. Jeg har lært så meget om at motivere og engagere i træningen med Elton. Han skal virkelig kunne se meningen med det, vi laver. Parkour (balance og kropskontrol) har været nøglen til at motivere ham. Efterhånden som hans kropskontrol kom på plads, har jeg kunnet give ham og mig udfordringer i andre retninger. Han er min rally-hund - og vi synes begge to, at fri ved fod og plads-øvelser er noget, der giver mening og indhold i træningen.

Så kort sagt: se på dig selv - se på din hund og træn så længe, du og hunden har det sjovt. For mig er det nogen gange 5 øvelser på en gåtur, og andre dage, hvor jeg (og hundene) er i stødet, kan vi træne i halve eller hele timer. Nogle øvelser egner sig så glimrende til at træne, mens man venter på, at kartoflerne skal komme i kog... og det er helt ok, at have "kartoffel"-dage. Bare det ikke bliver hverdagen!

Når Aggressive hunde får nye venner - BAT-træning

Jeg har, som nogle af jer ved, en lille reaktiv dansk/svensk gårdhund på snart 8 år.  Bossley har jeg fået, fordi man ikke kan undgå at få "noget" med hjem, når man arbejder på et internat :) Ikke at jeg ikke gerne ville have "noget" med hjem!

Når man vælger en omplaceringshund, ved man ikke altid, hvad der følger med i bagagen. Bossley fik jeg, da han var ca. 11 måneder, og jeg er mindst 5 ejer. Ikke sært at den lille dreng var stresset og havde svært ved at finde ro. 

I lang tid kunne jeg lufte Bossley i fritløbsområder som Damhusengen, Bernstorffsparken og Geelskov, men gradvis blev min lille hund mere og mere reaktiv. Det sket i forbindelse med den mentale modningsproces. Det vil sige, at han udviste mere og mere aggression ved synet af andre hunde. Han sprang ud i linen og gøede af andre hunde på gåturen. 

Det er klart, at jeg som adfærdbehandler gik i gang med at arbejde med hans følelsesmæssige reaktion overfor andre hunde: ingen tvivl om, at det var et udslag af usikkerhed, at han fór frem i linen og råbte "skrid" til de hunde, vi mødte. Aggressive hunde er ofte utrygge. Det gik gradvis bedre og bedre, men det gode gennembrud kom først, da jeg opdagede BAT-træning. 

Via Grisha Steward fra USA stiftede jeg bekendtskab med BAT-træning, og så tog tingene lige som fart. Ja ja... træerne gror jo ikke ind i himlen, så jeg arbejdede, trænede og øvede en del, før jeg så et egentlig gennembrud. 

Hvor Bossley før reagerede ved synet af en anden hund på den modsatte side af vejen, kan han nu i mange tilfælde passere forbi, uden at vise aggression og skælde ud. 

Og som noget helt nyt og skønt har han indenfor kort tid fået 2 nye hundeveninder. Jeg må erkende, at jeg har valgt tæver som første møde - også selvom han er kastreret - og han har kunnet komme helt tæt på efter en ganske kort fælles gåtur, uden at reagerer med aggressiv adfærd. Faktisk havde han besøg af den ene af hundepigerne - først i bilen på en fælles køretur til et skønt område, hvor alle 4 (jeg har jo i alt 3 hunde + besøgshunden) havde mulighed for at løbe løs og bare være sammen, og siden hjemme hos mig privat. 

Det er sådan en glæde at se min lille aggressive hund bare være tilstede. Han gad måske ikke lege, men han synes, det var meget fint med fælles snusesteder - også i hans egen have. Kan man så andet end at blive glad?!

Gamle Pixeline og omvendt lokning!

At være ejer af en gammel hund er både en glæde og en sorg. Man ved jo at årene ligger bag en og ikke foran. Vi kender hinanden - både stærke og svage sider, og af og til bliver man nærmest mundlam, når ens hund helt af sig selv ved præcis, hvad "næste træk er". 

Jeg har tre hunde: Gamle Pixeline på 14 år, Bossley på ca. 7½, og Elton på 6 år. Så ingen af mine hunde har årene foran sig, desværre!

Pix fik jeg for ca. 3½ år siden, da hun havde rundet de 10 år. Så vi har heller ikke har årene "før". Vi har været nødt til at begynde forfra ... sammen! Har det været let? Nej, det har det faktisk ikke. Har det været det hele værd ? JA ABSOLUT! Mand, hun er bøvlet og kan være gnaven overfor de to hanhunde, og ja hun kommer helt klart med "lig i lasten", selvom hun har været elsket og afholdt. 

Der er dog for mig ingen tvivl om, at Pix har været misforstået og derfor har nogle indgroede eller fasttømrede reaktioner på stimuli (indtryk), som jeg har måttet kæmpe med. Fx har dét at få klippet negle været en kamp uden lige. Når Pix bare så klosaksen, skreg hun, bogstavelig talt! og forsvandt som et lyn - jo jo, selvom hun var gammel, kunne hun skyde en fart, som var hun skudt ud af en kanon, når saksen kom frem. Nu 3½ år efter synes hun stadig ikke, det er sjovt, men for første gang i dag, var hun helt ROLIG og afslappet, da jeg klippede negle. Ja ja.. ikke alle poter på en gang! Vi tog bare to klør, og hun sprang ikke ned af sofaen bagefter men blev hos mig. Ikke så lidt af en sejr!

Første gang jeg ville træne med Pix, blev jeg noget overrumplet af hendes reaktion. Jeg tog guffer, klikker og træningsgearet frem, og vupti.. væk var hun! Under sofaen, hvor der faktisk ikke er plads, selvom hun er meget lille! Hmmmm - hvad sker der lige?! Drengene derimod var klar og kunne ikke forstå, at træningsseancen blev meget afkortet.

Jeg gik i tænkebox. Prøvede igen.. samme resultat. Jeg blev klar over, at lille Pix har været udsat for "omvendt lokning". Omvendt lokning handler om at man lokker hunden hen til sig med en guf, og haps fanger den og "gør noget ubehageligt" med den (fx at klippe klør).  Da Pix bestemt ikke er dum, har hun hurtigt forstået sammenhængen: mit mennesker lokker mig med en god guf = der kommer til at ske noget ubehageligt med mig!

Da først jeg forstod årsag og virkning var det "bare" at ændre hendes forventning. Jeg vaskede tavlen ren og begyndt forfra ved at lære Pix at hendes egen adfærd kan føre til en belønning. Gør noget (hvad som helst: drej hovedet, sæt dig, nys, drej et øre osv) = fed belønning. Gradvis blev hun tryg ved mig, og kan nu indtil flere sjov tricks.

Og når jeg SKAL klippe negle, så lokker jeg hende IKKE med godbidder, men tager "chefkasketten" på for et par minutter og fortæller, at nu sker det her, som du ikke kan lide. Jeg passer på dig.. klipper ikke for dybt, og bagefter får du ros og guffer!

Aggression hos hunde - BAT-træning

Jeg tænker nogen gange, at det er som om, at aggression hos hunde er blevet et større problem gennem årene. Da jeg var barn, havde vi "bare hund". Vi tænkte ikke så meget over dens grænser, og hvilke signaler, hunden sendte til os og omgivelserne. Og de hunde som ikke kunne "opføre sig ordentligt" fik nok heller ikke så mange chancer, som hunde heldigvis gør i dag. 

Er der tale om, at vi er mere tålmodige og overbærende i dag? Afliver vi ikke så gerne sunde og raske hunde på trods af et adfærdsproblem? eller er der tale om, at flere hunde faktisk udviser aggression i dagens Danmark? 

Jeg ved det ikke! men fakta er, at der stadig aflives et stort antal hunde årligt, fordi de ikke lever op til vores forventninger om dét at holde hund og på grund af en uønsket adfærd, så som aggression.

I min barndom/teenageår havde vi en "sur schæfer" derhjemme, Ziggy. Hun var faktisk ok med andre hunde, men glad for dem det var hun ikke. Når jeg tænker tilbage, får jeg en fornemmelse af, at hun nok var indlært hjælpeløs til en vis grad. Hun gjorde ikke ret meget af sig selv - var der bare. En såkaldt nem hund. Men var hun glad og tilfreds? Tja... i dag, med den viden jeg har samlet mig, tvivler jeg faktisk på det. Og skammer mig lidt! Men den viden, der var tilgængelig dengang var jo en helt anden - ligesom hundetræning var et kapitel for sig. Det handlede mest af alt om at være øverst på rangstien og sætte hunden på plads. 

På et tidspunkt flyttede vi til en ny lejlighed. I opgangen var der en ruhåret hønsehund. Stor glad dreng, men hold da op han var vred på andre hanhunde. Hej, som han hed, blev derfor sjældent luftet uden for den fælles gård, fordi ejerne dels var bange for hans adfærd overfor andre hunde, dels fordi de skammede sig over at være "dårlige ledere". Han var en stærk hanhund i sin bedste alder, og han kunne trække et helt vognlæs... hvilket jo hellere ikke gjorde det nemmere for ejerne at gå tur med ham. Jo mindre oplevelser og fysisk udfoldelse Hej fik, jo værre blev hans adfærd. 

Ejerne holdt ud og hold ved... og det skal ved gud komme dem til stor ros, for det var ikke sædvanligt på den tid i 70'erne. Hvis ikke man kunne afrette sin hund, så den "kendte sin plads i hierarkiet", blev den afleveret hos dyrlægen til aflivning. 

I dag ville man med stor sandsynlighed kunne hjælpe en hunde som Hej og Ziggy via BAT-træning. BAT står for Behavior Adjustment Training, og det går ud på at give hunden et andet valg end at være udfarende (altså trække ud i linen og gø af andre hunde) eller bare at "pakke sig sammen". 

Faktisk er der ingen hunde, som bevidst vælger at være aggressive. Det er alt for omkostningstungt for hunden at bruge sine kræfter på at scanne omgivelser for at være parrat til kamp, hvis en "fjende" skulle vise sig i nabolaget. 

BAT hjælper hunden til at vælge en mere naturlig adfærd i situationen. En adfærd som ikke kræver alle dens ressourcer, og som giver hunden en følelse af at kunne kontrollere sine omgivelser. Det kan være at vise et dæmpende signal og gå væk. Når hunden oplever, at ejeren hjælper den - ved at læse dens signaler og respondere fornuftigt på signalerne - bliver den mere og mere sikker i situationen. Det betyder, at den kan bruge sin kræfter på noget, som ikke handler om at skræmme den anden hund væk. Den lærer gradvis, at den kan opnå præcis dét, den ønsker (afstand til triggeren) på en anden måde, nemlig ved at "tale pænt".

Jeg har efterhånden haft en del kursister med diverse frygt- og aggressionsrelaterede problemer på BAT-hold, og min erfaring er, at ved at give EJEREN viden og værktøj til at hjælpe hunden, sker der en utrolig forvandling med hunden. Den begynder at turde tro på, at verden ikke vil den noget ondt.

Mange hunde bliver nemlig aggressive af dårlige oplevelser. Det kan være overfald, manglende respekt fra omgivelserne, når de siger fra på en pæn måde, frygt og tvang/straf samt uforudsigeligehed i hverdagen.

Der er også et element af læring i spil. Hunden har lært sig, at det ikke hjælper at bede pænt om afstand. Derfor tager den en ny strategi i brug: Den RÅBER af de andre hunde, og på den måde lærer den sig, at ved at være voldsom og udvise aggressiv adfærd, opnår den det, den ønsker: afstand. De andre hunde og ejere holder gerne afstand til en hund, som kaster sig frem i linen med fråden stående om munden og tænderne blottede. Desværre betyder det, at hunden har det skidt på turen, og ejeren får jo nærmest hjertestop ved synet af en fremmed hund. Udover hjertestop hører jeg ofte ejere beskrive, at de føler sig pinligt berørt over deres hunds voldsomme adfærd, og at de reelt er på bar bund omkring, hvad de skal gøre. Skal man skælde ud, lade som ingenting, øge afstanden til den anden hund, lade dem "klare det selv", eller hvad gør man!?

Og NEJ - hundene skal ikke klare det selv. De skal have hjælp. Lige som ejeren.... Her kommer BAT-træningen ind. Giv dig selv og din hund en chance for at få en mere afslappet gåtur. Giv dig selv fornøjelsen af at kunne hjælpe din hund ved at læse dens signaler, og lær at være ligeglad med andres mening om din "grimme møghund"! 

Hundemassage... en fest for aktive hunde!

Jeg har, som mange ved, 3 hunde. To drenge og en pige. Meget forskellige, både i sind og størrelse (dv. pincher/chi, d/s gårdhund og golden). 

I lange perioder har jeg haft massør på mine to drenge. Pixeline er gammel og "sær" på den måde, at hun ikke altid vil lade fremmede komme SÅ tæt på, at massage er mulig. Og nu har hun en svulst, så nu må hun ikke længere få massage.

For noget tid siden var jeg på et kursus i "hundemassage til husbehov", så jeg hyggemasserer også selv mine hunde. Det inspirerede mig (og Heidi) til at holde et kursus i hundemassage med en uddannet hundemassør. 

Nu har jeg igen gang i massør på drengene. Især Elton (retrieveren) har lidt behov for at få nulret muskler og få fjernet myoser. Han er virkelig en eksemplarisk model. Så snart massøren lægger an til at massage, smider han sig ned og er helt væk. Han nyder det.. ja, altså undtagen liiiige dér, hvor det gør lidt ondt. Så siger han lige så stille fra ved at smaske eller smække sig om på ryggen. Meget høflig hund!

Bossley er lidt mere nølende. Det tager lidt længere for ham at overgive sig til massagen. Men jeg kan se forskellen bagefter.

Forleden var massøren igen forbi, og hun kommer med et fint liggeunderlag. Elton var helt klar på, hvad der skulle ske, da han så hende, og så blev han så glad, at han på rigtig retrievermaner "tilbød" selv at bære liggeunderlaget ind i stuen. 

Ingen tvivl om, at massage er en god og skånsom måde at få tjekket sin hund igennem. Muskler og bindevæv bliver "nulret", og der er heller ingen tvivl om, at det kan ses og mærkes på vovsen, når muskler, der længe har været stive, bliver løsnet. 

Elton har flere gange i dag lagt op til leg med både mig og Bossley... noget han ikke har gjort længe. Godt vi har flere omgange massage til gode!

Iøvrigt planlægger jeg at holde et kursus i "hundemassage til husbehov" i løbet af foråret. Send mig gerne en mail, hvis du er interesseret. Så skriver jeg til dig, når holdet er på hjemmesiden.