Du mister ikke kontrollen, fordi du har en positiv tilgang til opdragelse

At være positiv er ikke lig med kontroltab

Når man skal lære sin hund, hvad den må og ikke må i hjemmet og i forhold til andre regler i livet, behøver man ikke at være hverken skrap, voldelig eller truende. Positive metoder betyder ikke, at du mister kontrollen, og at din hund "tager magten" i hjemmet. 

Desværre er der mange, som er bange for, at de ved at være venlige og kærlige i opdragelsen, får en hund som ikke er til at styre. De tror, at når hunden får godbidder, vil den blive udspekuleret og forsøge at tage magten, og at godbidsbaseret træning er ensbetydende med, at man ikke skal sætte grænser for hunden. 

Intet kan være mere forkert! Selvfølgelig skal du have husregler. Regler er gode, når der er en mening med dem, og ingen trives i total anarki. 

På mine hvalpehold anbefaler jeg altid de nye hundeejere følgende:

1) Bliv ENIG om, hvilke regler der gælder for hunden: må den være i møblerne? Må den sove i     sengen? Må den tigge ved bordet? Må den hoppe op? Hvad gør, at du bliver glad for din hund, osv.

2) Læg kræfter i træningen, mens hunden er hvalp. Husk at træningen skal hjælpe hvalpen til at forstå, hvad den kan gøre for at blive en succes hos dig - og at det ikke er de næste 16 år, du skal "kæmpe" med den!

3) Tjek din mavefornemmelse: hvad kan du glæde dig over hver dag de næste 16 år? og hvad vil du i den grad blive irriteret over de næste 16 år? Hold fast i den mavefornemmelse - vær konsekvent (og nej konsekvent er IKKE lig med at være hård)

4) Sæt hunden op til ikke at lave fejl - husk at et nej kun viser vovsen, hvad du ikke vil have, men ikke siger noget om, hvad den skal gøre for at blive en succes! Og ALLE elsker at føle sig som en succes, og at føle at de kan magte opgaven, der er blevet stillet.... 

5) Det, du roser og belønner, er dét du vil få mere af. Eller sagt på en anden måde: hvis du roser din hund og giver den en godbid, når den er dygtig og gør, som du havde håbet på, vil den oftere og oftere tilbyde præcis dén adfærd. Det kan godt være, at det tager lidt længere tid end at knipse med fingrene at få en stabil ønsket adfærd, men sådan er det også med babyer/børn. Man skal gentage og gentage... og gentage, men SÅ pludselig en dag er det blevet en fast, god vane.

Om at vælge behandler til sin hund - du må godt stille krav!

Om at stille krav til sin "hundebehandler"

Jeg støder heldigvis jævnligt på klienter, som stiller spørgsmål om, hvilke metoder jeg gør brug af, når jeg underviser på træningshold, eller når der er brug for en adfærdsrådgiver/"hundepsykolog" til et problem. Men jeg hører desværre også om mange hundejere, som blindt følger den, der "råber højst"...

Hvis du vil nøjes med en, der en gang har set et billede af en hund, og derfor kalder sig ekspert, så fint... men hvis du vil have en professionel træner/rådgiver til dine hunde, som faktisk er videnskabe-ligt funderet og kender til de relevante indlæringsteknikker og træningsmetoder, og som holder sig opdateret med nyeste forskning og viden, så skal du stille krav. Og det er ABSOLUT ok at stille krav og søge information, før man booker et kursus eller en adfærdskonsultation!

Jeg stiller da også selv (store!) krav til min dyrlæge og hundekiropraktor for ikke at tale om mine hundes massør og hundeklipper...Jeg bruger naturligvis også mit hunde-netværk for at få anbefalinger, men jeg tjekker op på, om vedkommende nu reelt er uddannet hundetræning/rådgiver (eller dyrlæge/klipper/massør!) Og når jeg har været på besøg, følger jeg min mavefornemmelse... Var det her en god oplevelse for mig og mine hunde. For det skal det være. Nåh ja, dyrlægen skal måske ikke dømmes på, om hunden synes, at det var ok, for mange hunde er notorisk angste for dyrlæger! 

Så kan man lære det....

Jeg havde en enetime for noget siden. En rigtig rigtig charmerende og sød hvalp, og ene ejer som gerne vil vide mere. 

Vi står og træner i gårdmiljøet. Ud kommer en lille dreng og står og kikker på. Måske 6-9 år gammel. Kikker længe.. og forsvinder så. Men kommer igen med mobilen for at tage en billede. "Min" ejer går så hen til knægten og siger, det må vist være en selfie, og hjælper ham med billedet. Meget sød og hjælpsom. Jeg tænker.. hmmmm. okay så. Venter, og vi træner videre.

Jeg er vant til tilskuere, når jeg har enetimer i "nærmiljøer", og jeg synes faktisk, det er hyggeligt!

Efter få minutter kommer knægten igen. Denne gang med en autografbog. Og så falder 10'øren... ja ja jeg kan være fattesvag! Det handler IKKE om hundetræningen, men om foldbold! Jeg står - helt uden at ane det - men en meget kendt foldboldspiller og hans hund. Det måtte jeg lige have opklaret hos mine sønner, som er noget mere fodbold-tosser,end jeg er! Tænkte, de måske kendte navnet, og ja for pokker!! Det gjorde de!

Føler man sig dum??! Ja lidt.. på den anden side, så var det jo mine kompetencer, de var ude efter.

Hvad er der med de der belønninger...

Jeg møder af og til mennesker, som stadig synes, at vores hunde skal arbejde for at please os og ikke for godbidder. Jeg møder også af og til mennesker, som partout vil bestemme, hvad en god belønning er, uden at tage hunden "med på råd".

Ingen af delen kan jeg anbefale!

Hvorfor skal jeg belønne min hund for at udføre en øvelse, kan det være, du tænker. Det skal du af den simple årsag, at alt det, du belønner, får du mere af. Så brug belønningen, når du gerne vil have mere af en bestemt adfærd eller ønsker at "installere" en alternativ adfærd, og når din hund tager det gode valg og tilbyder denne alternative adfærd. Desuden er der en hel række sidegevinster ved brug af belønninger:

1) Du får en hund, som synes, at træning er sjov, og ikke bare noget, den er nødt til at gøre for at undgå straf eller skæld ud. Den vil være motiveret for at arbejde med dig, og motivation er dog en skøn ting at have i livet. Jeg har også prøvet arbejdspladser eller arbejdsopgaver, som jeg hellere ville have været foruden, og sådan ønsker jeg bestemt ikke, min hund tænker om træningen.

2) Du får en hund, som synes, at DU er nøglen til det sjove. Hunde, som kan vælge omgivelserne fra og holde fokus på sin ejer, er hunde, der er nemme at træne med. Så ved at bruge belønninger, kan du ofte komme hurtigere  i mål med din træning. Og nej... man bliver ikke afhængig af at belønne sin hund for hver eneste sit eller dæk resten af dens liv. Hunde er på "omvendt lønkurve", og det betyder, at du i starten skal belønne ofte og godt, men når hunden kan øvelsen 100%, så kan du begynde at udfase godbidderne (det gælder IKKE for indkald - her vil du have en meget stabil og sikker adfærd). Brug masser af gode guffer i nyindlæringen - og brug dem ofte!

3) Ved ros bliver vi alle "større" og mere kompetente. Hunde, der roses og belønnes, for god opførsel og for at udføre en bestemt øvelse på signal/kommando, vil føle sig dygtige. Når vi bliver rost for en opgave, bliver vi bare bedre og bedre til at opgaven. Sådan er det også for hunde. Det er skønt at føle sig dygtig... også for hunde. Når vi føler, at det, vi kan, er noget "særligt", og noget der bliver sat pris på, så gør vi det oftere og oftere, og dermed bliver øvelsen bedre og bedre indlært. Sagt på en anden måde: jo mere du kan rose og opmuntre din hund, når den gør noget godt, jo bedre vil den blive til det. 

Og der er mange flere sidegevinster ved at bruge belønninger til din hund, men jeg må jo begrænse mig lidt!

Når vi så taler om, HVAD en belønning er, så sker det nogen gange, at vi mennesker mener, at denne eller hin belønning da må være toppen af poppen for vores hunde - uden at hunden er spurgt til råds. Jeg var så sent som i dag selv ude for, at jeg tog fejl og liiiigge havde glemt, at en af mine hunde ikke synes, at lakseguffer er et hit. 

Hvis jeg skal bruge mine belønninger optimalt, så skal jeg naturligvis give mine hunde dét, de oplever som en superbelønning. Det nytter ikke, at jeg giver laks, hvis min hund får kvalme af det!! 

Lille Bossley have præcis valgt at ignorere en hund, der passerede vores matrikel. Ofte vælger han at patruljere langs hegnet og "råbe" skrid til de hunde, der tillader sig at gå forbi haven. I hvert fald de hunde, han ikke kender. I dag lykkedes det mig at kalde ham ud af sådan en situation med det samme, ja han var næsten "klar over", at jeg ville gøre forsøget og responderede øjeblikkelig - noget som i den grad fortjente at blive belønnet. Sammen løb vi med jubel og hujen ind i køkkenet for at få guffen, som Bossley virkelig havde fortjent. Ud hev jeg en lakseguf, som jeg tilbød ham. Han lugtede til den, kikkede på mig med et blik der sagde "mener du virkelig at DET er en belønning" der står mål med min præstation (som virkelig VAR noget særligt). Han spiste guffen, men behøver jeg at sige, at jeg var lidt flov.. og skyndte mig at finde noget andet, som Bossley reelt synes, var en belønning, der stod mål med adfærden! Jeg vil jo gerne være nogenlunde sikker på, at han - næste gang, han er en stjerne - stoler på, at han får en passende belønning, der kan måle sig med "veludført opgave".

A for (mental) aktivering

A for Aktivering 

Aktivering af hunden er vigtig. Man hører det hele tiden, men hvad går det ud på?? Hvordan kommer man i gang? Og hvorfor? Hvor ofte/meget?

Aktivering er en del af det at have en velstimuleret hund. Ja i virkeligheden er det præcis, hvad det går ud på. Du kender det selv: Hvis du BÅDE er blevet udfordret mentalt (en svær sudoku-opgave, kryds-og-tværs eller et matematisk problem) OG fysisk, fordi du var nødt til at gå en god lang tur og overveje løsningen af din udfordring, så er du godt tilpas både i kroppen og i hovedet. 

Vores hunde har det på samme måde. De vil gerne bruge sig selv - hele "sig selv", altså både hovedet og kroppen. 

De fleste ved godt, at det kræver noget fysisk aktivering at være hundeejer. Ja, det er jo en af sidegevinsterne ved at være hundeejer. Vi får også motion! Men mange står af på den mentale del. Måske fordi ejeren ikke ved, hvordan man kommer i gang, tænker at det er et mas og bøvlet, eller simpelhent ikke ved, at det gavner hunden.

Lad mig slå fast: AL træning er mental aktivering af din hund! Så det er bare at fatte klikkeren og komme igang! 

Ud over den almindelige træning, så kan det være sjovt og lærerigt for hunden at få lov at løse små problemer. Det er vigtigt, at du tilpasser sværhedsgraden til din hunds erfaring og alder. Hvalpe kan ikke holde fokus længe ad gangen, og de har jo en begrænset erfaring, så her skal du gøre opgaven let. Ved at gøre det let for hunden i starten, sætter du din hund op til succes - og når den føler sig som en succes, bliver den bare gladere, dygtigere og kan magte flere og flere udfordringer.

Her er nogle forslag til, hvordan du kan komme igang:

1) Brug hundens daglige foderration til søgeopgaver. I stedet for at fodre i en skål, så lad hunden bruge sin næse. Næsearbejde er god mental stimulering, og alle hunden - også de racer, der ikke er de fødte sporhunde - har glæde af at bruge næsen. Kast en håndfuld af hundens foder på græsset/gulvet og lad den arbejde for at finde sin mad. Når den bliver meget dygtigt, kan du kaste foderet i højt græs eller en bunke visne blade.

2) Rengør en plastflaske eller mælkekarton - stik hul hele vejen igennem og sæt flasken/kartonen på en pind, så den kan roterere om sig selv. Fyld nu foder eller guffer i og sæt dig på gulvet med hunden. Lad hunden snuse til flasken - og vælt en godbid ud til den i starten, så den forstår, at der er noget lækkert her. Lad gradvis hunden blive mere og mere selvstændig i øvelsen, så den med poten/snuden vipper til flasken for at vippe guffer ud. Find en lang pind og sæt en hel række kartoner/flaske på pinden, så der er en "symfoni" af opgaver - måske med forskellige guffer/foder i hver flaske!

3) Fodere/guffer kan puttes i en tom plastflaske - giv hunden flasken og lad den tumle rundt med den for at få foderet ud. (Alternativ til alm. foderbolde)

Der findes også en lang række ting i din køkkenskuffe du kan bruge:

4) Plastkopper/melaminkopper: gem guffer under kopperne og lad hunden vælte dem for at komme frem til guffen. 

5) Små bøtter med låg på. Læg godbidden i bøtten og sæt låget "skråt" på, så den nemt kan vippe låget af. Gradvis sætter du låget fast i en ende og lader hunden arbejde for at få låget af. Efterhånden kan du sætte låget helt på, og lade hunden bruge tænder/poter for at få den åbnet. 

Hvor ofte skal hunden mentalaktiveres ? Jeg gør det nogle gange om ugen. Jeg er sikker på, at mine hunde gladeligt ville gøre det hver dag! Jeg træner i korte pas (5-25 min), og jeg forsøger at gøre opgaverne sværere efterhånden, som mine hunde kan klare opgaven i søvne. Når det kan det, er det ikke længere den samme mentale udfordring. Det ville være som at bede dig løse den samme kryds-og-tværs hver dag! Brug din kreativitet og gør den sædvanlige opgave lidt sværere efterhånden.

test af hunde.. hvad siger det om hunden ?

Test af hunde... hvad siger det om hunden?

Jeg er for nylig blevet spurgt om min mening om test af hunde. Du ved, de der teste, hvor hunden bliver udsat for rigtig mange forskellige stimuli (synsindtryk, håndteringstest, pludselige skift i miljøet m.v.). 

I USA tester man - mig bekendt - stort set altid hunde, der er havnet på et internat, før man sender den videre ud til et nyt hjem. Måske fordi der er store risici i form af sagsanlæg med voldsomme erstatningsbeløb på spil (det er bare et gæt!). I Danmark ved jeg, at man har såkaldte mentalt-tests af visse hunderacer, før de kan avlsgodkendes (bl.a. staff'erne).

Det store spørgsmål er, hvad man vil opnå med testen. Jeg kan godt se, at der kan være fordele ved at vide, hvordan en given hund vil reagerer i en presset situation, og jeg kan godt se, at det kan være en fordel at mentalteste hunde, som har en bestemt signalværdi i det danske samfund (fx Staffordshire Bullterrieren og tidl. - da den var lovlig - AM-staffen). 

I forhold til særlige udskældte racer kan det helt klart være en fordel, at avle på hunde, som har "bestået" en mentalt-test - selvom den godt nok stiller store krav til hunden! Også for ejeren af den pågældende hund, kan det være dejligt med et "bevis" på, at ens hund er mentalt sund. Det er da virkelig en blå-stempling af hundens sind, hvis den kan bestå en sådan test. Testen indeholder bl.a. en test af "angrebs-villigheden" eller mangel på samme: Man udsætter hunden for "spøgelser" (mennesker i store hvide gevanter med påmalede store stirrende øjne), for høje skud, for larm fra fx en kæde der trækkes med stor kraft mod noget metal, så det larmer overdøvende højt, for pludselige skift i miljøet (altså noget der "popper op" lige foran hunden som ser "sært ud") og for at kunne slappe af efter sådan en omgang.

Når vi taler om at teste hunde, der lige har været igennem et måske traumatisk forløb med at blive forladt af sin familie eller "smidt ud" og derefter indleveret på et internat, så synes jeg, at det kan blive lidt problematisk med disse tests. Hunden er stresset, sørger måske over tabet af en ejer, eller kommer fra dårlige vilkår. Den type test, der typisk anvendes i forbindelse med at vurdere hundens potentiale som familiehund, har et andet indhold end mentaltesten beskrevet ovenfor. Her tester man ofte ressourceforsvar - altså om hunden vogter madskålen. Testen udføres med en "falsk" hånd, som man sætter ned i madskålen, mens hunden spiser. Hvis hunden udviser aggression (altså forsvarer sin ret til maden), vil den oftest ikke bestå testen. Det, synes jeg, er et problem. Madforsvar er noget, som man forholdsvis enkelt kan ændre på. Samtidig er der ofte tale om hunde, som ikke har nogen relation til testpersonen. Altså intet bånd og dermed ingen forudgående tillid mellem hund og testpersonen. Hunde, der er blevet sultet igennem hele livet, eller har levet fra hånden til munden i en længere periode, vil naturligt nok have et større behov for at forsvare den mad, de endelig har adgang til, og dermed kan man ikke tage for givet, at fordi den angriber den "falske hånd", er den utilregnelig.

En anden del af testen handler om at vurdere hundens adfærd i forbindelse med pludselige skift i miljøet (fx at man slår en paraply op lige foran hovedet på hunden og "blafrer" med paraplyen). Det handler om hunde, som er "sårbare" og utrygge... De er måske lige blevet forladt, har mistet deres fundament i livet, og så udsætter man dem for disse ting. Det er ikke rimeligt at vurdere - og måske kassere - en hund, der lige har været igennem sit livs mest udsatte situation. Igen udføres testen af en person, hunden måske aldrig før har set.

Jeg har selv arbejdet på et internat (Dyreværnets Internat i Rødovre), og jeg ved, at det er et vældig stressende miljø at være i for et dyr, uanset at personale og frivillige gør, hvad de kan for at mindske stressen. Der er "en million" hunde, hvor nogle står og gør, masser af lugte af fremmede dyr, og ikke nogen fast person at knytte sig til. Samtidig har hunden præcis mistet fodfæstet - de personer, den hidtil har stolet på, er forsvundet. Eller den kommer fra en dyreværnssag, hvor den måske ikke er blevet behandlet optimalt.

En test i en sådan situation kan naturligvis give et fingerpeg om hundens "sind" eller temperament lige nu og her, men jeg mener virkelig ikke, at testen giver noget sikkert fingerpeg om, hvordan hunden vil kunne udvikle sig i rolige og stabile omgivelser. Derfor synes jeg, at det er en stor skam at "kassere" en hund alene baseret på denne type tests.

Det giver et fingerpeg om, hvorvidt man står med en hund, der hellere vil flygte end tage kampen, eller om vi taler om en hund, der har så meget "pondus", at den er parrat til at forsvare sig i en situation der for den (hunden) virker truende.

Hvor svært kan det lige være....

Det kan det, absolut! 

Jeg taler om at have flere hunde under samme tage, og at sammenføre en ny hund i den eksisterende gruppe. Og ... jeg taler af erfaring. Faktisk flere erfaringer!

Da Bossley var enehersker i Husum, blev jeg grebet af lysten til at få en hvalp. Jeg havde set et opslag, hvor nogen søgte værtsfamilien for en "stak" golden-hvalpe. Min søn har altid sværmet for disse golden retrievere, og ja.. jeg var vel bare hvalpeskruk. 

Nu er det sådan, at Bossley (d/s gårdhund fra Dyreværnets internat i Rødovre, hvor jeg har arbejdet - og dér kan man ikke arbejde, uden at få noget med hjem!) ikke deler min entusiasme omkring hvalpe. Han synes, at de er direkte uvelkomne. Tænker, at han desværre har haft nogle dårlige oplevelser, hvor han er blevet "tumlet" omkuld (han er jo ikke så stor) og dermed har lært sig, at hvalpe kan gøre ondt at komme tæt på.

Nåh,  hjem kom vi med Elton, som nu er 6½ år gammel,og det handlede i den grad om at "damage control" i de første dage. Elton var parkeret bag baby-låge, når ikke jeg lige kunne have et øje på hver hund. Nu er han så nem, så det var ikke noget problem, så længe han var velstimuleret og aktiveret. Faktisk var det en god ting, for så fik han sovet og slappet af. Noget alle hvalpe har brug for! 

Gradvis oplevede Bossley, at Elton havde sin "berettigelse". Dels var det jo sjovt at bide i de herlige øre, og dels kunne han finde gode snusesteder... ja og så var han da heller ikke så tosset at lege med. Oven i købet fik man "særlige socialiseringsgåture", når Elle var med.

Når nu man har et slet skjult samler-gen, så blev det ikke kun ved Elton som makker! Jeg kom til at se et opslag på Facebook om en lille pincher-pige på 12 år (det viste sig, at hun reelt "kun" var 10 år), der manglede en ny familie. Hun blev hentet en sen aftentime på en rasteplads ved Slagelse, hvor en sød hunde-ven havde fragtet hende fra Århus-området. Her stod jeg så ved hoveddøren med en ny hund og ingen hjælp til at få introduceret de to drenge. 

Hvad gør man... Man løfter den lille pige op i døren (jeg har en glasrude), så drengene kan se, at jeg ikke er tomhændet, og så går man ind! Det skal lige siges, at Bossley har lidt problemer omkring andre hunde, men sjældent omkring tæver. Det gik.. og Pixeline blev en del af vores hverdag. Hun er godt nok en bestemmer-fis, så der var ikke så meget tant og fjas her. De to drenge måtte rette ind fra højre.Det har ikke været uden spændinger, og når Pix - som er intakt - er i løbetid, er vi alle små-stressede og rødkindede af hormoner! 

Sidste nye skud på stammen er lille Anni. En mellempuddel, som jeg også lige spottede på nettet og hentede i Vejle for 2 uger siden. 

Det har været bøvlet i starten. Boss tog så pænt imod Anni. Vi mødtes med min søn som mellem-mand på neutral grund, men Anni gik lige i flæsket på Boss. Elton er nu for stor en mundfuld og en hanhund i sin bedste alder. Samtidig hviler han så fint i sig selv, så dér turde hun ikke tage udfordringen op! Efter en omgang "damage control" gik vi sammen ind i mit hjem og så gik hun direkte i flæsket på Pix. Hold nu op ... De første dage var lidt af et mareridt. Jeg ville jo så gerne have det til at fungere og få hundene til at hold fred og fordragelighed. 

Løsningen var at lære Anni, at Bossley er noget af et geni, når det kommer til at finde musehuller, gode snusesteder og finde godbidder, der er smidt som søge-guffer. Gradvis er der sket en ændring i hendes attitude. Hun søger nu Boss mere og har også lært at acceptere, når han siger "nej tak" til nærkontakt. 

Ingen siger, at det er nemt at få hund nr. 2 - 3  eller 4 inden for dørene, men man kan gøre meget selv. Både under og i forløbet.