mandag den 18. juni 2012

Så kom sommertræningen i gang

I lørdags tog jeg hul på årets to sommerhold: Et hvalpehold og et kombihold.

For mig er der næsten ikke noget skønnere end at møde frem til første gangs træning med helt nye, små hvalpe og deres forventningsfulde ejere. Det er altid spændende at se, hvordan de små hunde reagerer på nye omgivelser og deres nye legekammerater in spe.

At se, hvordan to hvalpe finder hinanden og bare "klikker" med det samme - ikke så mange dikkedarer... bare lige på og gang i legen. At se den forsigtige hvalp blive mere modig og ende med at kaste sig ind i legen med stor entusiasme, jamen det er bare stort!

Ejerene er også herlige at iagttage. De er nysgerrige, forventningfulde og har håb og ønsker for deres små nye medlemmer af familien... og når det så bare går, som alle håber på; nemlig at hvalpen hygger sig, finder legekammerater og tackler situationen, som var det noget, den havde prøve 1000 gange før, ja så er det altså fantastisk at være hundetræner. At få lov at guide og rådgive... dele oplevelser og successer med disse nye hundeejere kan virkelig gøre mig glad.

Også kombiholdet var en fornøjelse at starte. Jeg er så heldig, at flere af kursisterne er gengangere, så jeg kender både dem og deres hunde. Det er sådan en dejlig rolig fornemmelse at gå til holdet med. Jeg bliver så glad og taknemmelig, når kursister kommer igen og har tillid til os.

En af kursisterne på dette hold fortalte, at hendes lille hund simpelthen havde pebet af forventning, da bilen blev parkeret.

Er det ikke bare en gave? At både hunde og kursister glæder sig til træningen. Jeg glæder mig i hvert fald til at udfordre både hunde og ejere.. og til deres forventninger til mig som træner.

Og som det bør være på et sommerhold.. så havde vi solskin på dagen!
Glæder mig til på lørdag....
Lotte
http://www.harmoniskhundecenter.dk/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar