søndag den 18. november 2012

Jeg har et superhold...

ja det har jeg virkelig! Et hold med kursister, som er så dygtige, at jeg virkelig skal tænke mig om, når jeg planlægger undervisningen. Det er en håndfuld kursister, som virkelig går op i træningen - på hunden præmisser - stiller gode, fornuftige krav til deres hunde, er skrappe til at sætte de rigtige kriterier, og hvor timingen i belønningen er helt i top.

Vi har trænet rigtig mange sjov og "anderledes" øvelser her i efteråret. Hundene er kommet langt... og så hygger de sig sammen.

I dag var der altså bare "noget i luften". Det var helt sjovt for mig at se, at alle hundene UDEN undtagelse var lidt "frække" under træningen. De hunde, som normalt er total skarpe på fri ved fod eller "bliv"-øvelserne, tog sig i den grad en omgang træning med et glimt i øjet. Der gik leg og fjol i den .. og det var faktisk lidt underholdende med alle de - normalt - meget dipcislinerede vovser, der liiigge så sit snit til at løbe hen og snuppe en af de udlagte bolde eller andet legetøj under indkaldet, eller som bare satte afsted efter hinanden i en ordenlig omgang jagtleg.

En lille reminder om, at hunde altså er levende væsener og ikke bare tøjhunde, vi kan bestemme over som vi lyster. Vi har alle gode, stabile (trænings)dage og dage, hvor sjov og ballade fylder mere.


fredag den 2. november 2012

Den første uge på det spanske internat


Så er den første uge på det spanske internat gået

... og det kom til at tage en helt anden retning end jeg havde forestillet mig!


I mandags – den første dag på internatet – skulle vise sig at blive lidt af en ”øv dag”. 
De havde meget travlt og havde ikke tid til at sætte mig ind i noget, ikke engang hvad de hed. Som jeg kunne forstå – og mit spanske er absolut ikke perfekt – så var de lidt ”trætte” af frivillige, der dukkede op og ville hjælpe til, for personalet så skulle bruge tid på at sætte folk i arbejde, og så kom de nye frivillige måske kun 2-3 gange og så aldrig mere. Jeg tror helt sikkert, at der henvender sig rigtig mange, der gerne vil hjælpe og når de så finder ud af, at det de kan hjælpe med, er at gøre rent, at de så bliver væk, det må da være opslidende for personalet. Meeeeen… så kender de ikke mig ;-) Jeg giver ikke sådan lige op!

Den første tur
Jeg insisterede, og jeg blev så smidt ud på gåtur, med den eneste hund der skulle luftes den dag, en fin bullterrier han. Han skulle luftes, da hans bur skulle rengøres, og han måtte ikke være sammen med de andre, det var den besked, jeg fik og ellers ikke anden intro.
Nå men af sted med os, de første 20 meter var der fuld knald på, han var glad og livlig, men så…. Jeg aner ikke, hvad der skete, så lukkede han fuldstændig af og gik ind i sig selv, han frøs i en position og stod bare der – helt væk fra vinduet! Jeg prøvede på bedste vis, at få ham til ”at vågne” fra den trance han var gået i, uden held. Han begyndte at bevæge på sig, men i total slowmotion eller faktisk langsommere end slowmotion... Meget langsomt, et ben af gangen og hans blik var tomt. Jeg fik vendt ham rundt, så vi kunne bevæge os langsomt ned mod internatet igen.
Jeg ringede til Lotte, for at høre om hun havde oplevet noget lignende, og vi talte om muligheden for, om han var skadet og havde smerter eller om han blev stresset af at forlade internatet, hvis han havde været der længe eller om det kunne være en OCD adfærd.
Nå men vi kom tæt på internatet og pling, så var han tilbage, glad og sprang rundt og ville nusse og lege.
Hmmm… så prøver vi da lige at gå en tur igen. Vi kom 20 meter igen, og pling så var han ”væk” igen! Det fik mig til at tro, at det stressede ham at gå væk fra internatet. Så da jeg kom tilbage, spurgte jeg, hvor længe han havde været der, og svaret var få dage… Mon det var OCD eller var han skadet og havde smerter? Jeg ved det ikke, men talte selvfølgelig med personalet om det, så håber, dyrlægen har fået set på ham.

Hunde bommelommer er der nok af!
Efter den lidt hårde start, bad jeg om mere arbejde, hvilket skulle vise sig at være svært at finde til mig. Efter lidt tid blev jeg vist ind i et rum med ti små hvalpe, der stod i lort til knæerne. 

Jeg vil lige skynde mig at fortælle, at stedet husede den dag 352 hunde og de står sammen i bure med mellem 2-15 hunde i hvert bur – der er lort alle steder! Stedet er lille og i mine øjne burde der max være 150 hunde. Men virkeligheden er en anden hernede end i Dk.

Tilbage til hvalpene, hvor jeg fik gjort godt rent (med koldt vand og avispapir! Ikke super nemt at samle lort – der var temmelig tyndt – og opkast op med avispapir), givet dem mad, vand og nye rene tæpper. Selvfølgelig måtte jeg bare sætte mig hos dem og nusse og nuller dem. De var skønne hver og en :-)

Derefter følte jeg mig igen til besvær og i vejen, og forsøgte at få noget mere at lave, uden held. Jeg gik på kontoret, for at tale med damen, jeg tror, leder stedet og spurgte, om jeg hellere skulle komme tilbage en anden dag, eller om de hellere var fri for min hjælp. Hun svarede, det er det samme her hver dag, havde vi lige så mange penge, som vi har lort, var vi rige. Hun spurgte mig, om jeg ville hjælpe hos kattene, da de virkelig manglede hjælp der, for alle ville arbejde med hundene... Tja hvorfor ikke?

Katte, er da egentlig ok ;-)
Nu har jeg så arbejdet hos kattene i nogle dage, og jeg aner intet om katte, men hold nu op hvor er de søde!! Der er ca. 200 katte, ja der er faktisk katte alle steder. Da jeg skulle varme kaffen den anden dag, måtte jeg flytte en kattepote for at lukke døren på mikroovnen, når jeg skal vaske hænder, må jeg flytte en kat fra vasken :-)  Og jeg har stort set hele tiden en kat hængende om nakken, der nægter at flytte sig. Og nå ja, jeg skal også huske at tømme tasken, inden jeg tager derfra :-)
Personalet hos kattene er SÅ søde (de kalder mig Heidi Klum – hvem bliver ikke glad for det ;-)), de taler kun spansk, hvilket tvinger mig til at brug mit, så det er en ren win-win situation.

Jeg havde ikke lige set mig selv arbejde hos kattene, men jeg er blevet positivt overrasket, og nyder det virkeligt meget.
Jeg tænker at fortsætte arbejdet et par uger mere hos kattene, og så når de kan se, hvor stabil hjælp jeg er, (så de orker sætte mig ind i tingene), måske prøve at blive flyttet over til hundene igen.
Jeg har ikke fortalt dem om min baggrund, andet end jeg har arbejdet et lignende sted i dk som frivillig. Jeg tror ikke, de vil kunne bruge det til noget, at jeg kan træne hunde osv. Det eneste deres dag går ud på, er at få gjort rent, så de mindsker sygdom, og givet mad og drikke til hundene. De kan faktisk ikke gøre meget andet, i den situation de er i! 
Der er konstant hunde et sted er slås gennem hegnet, og hunde der gør. Mennesker der råber stille eller stop. Et meget stressende miljø for både dyr og mennesker.
Hvordan skal man også kunne aktivere 352 hunde på så lidt plads og med så få ressourcer? Ja, jeg har desværre ikke svaret. Måske det kommer til mig, når jeg har brugt mere tid derude :-)

Udover tiden på internatet
Har jeg jo også ”mine egne” katte, tæt på vores lejlighed, som jeg fodre dagligt – de kender mig nu, når de hører min stemme, bliver buskene levende, og det vrimler ud med katte, der råber på mad. 
Måske det ender med, at jeg konventer til katte ;-)

Jeg underholder mig desuden med at træne fire store skrappe vagthunde, til at stå og tie stille når jeg passer den grund, de vogter (det er jo helt normalt hernede og så længe hundene ikke er lænket, har mad, vand og ly, er det ihvertfald bedre end internatet). Den første dag jeg løb på dem, tog jeg benene på nakken og smuttede, da jeg var alvorlig bange for, at de kunne springe over deres indhegning. Meeen så tænkte jeg, de kan tro nej, mig skal de blive glade for. 
Så loadede jeg lommerne med godbidder, og straks de ser mig, råber jeg: Hej Hundebasser. Den første gang stoppede de undrende op, men startede så hurtigt igen, jeg gentog og da de blev stille et kort øjeblik kastede jeg godbidder ind til dem. 
Nu når jeg nærmer mig, og jeg råber Hej Hundebasser, står de stille og logre, jeg kan endda give hver af de fire godbidderne direkte i munden og de smasker glade og tilfredse - det er ren hygge :-)

Rigtig god weekend til jer alle :-)

//Heidi HarmoniskHundecenter



torsdag den 25. oktober 2012

Så sluttede første omgang "legestue"...


Ja det var så sidste gang med hvalpelegestue/hvalpesocialisering i dag. Lidt trist at tage afsked med søde ejere og hvalpe. Heldigvis var det tørvejr alle 3 gange, og selvom det var hundekoldt i dag var de fleste mødt op! 

Det har været en sjov proces at se, hvordan hvalpene over bare 3 uger har udviklet sig helt enormt. Den ene lille hvalp kom bl.a., fordi den har haft en rigtig skidt start på møder med andre hunde. I en alder af nul komma dut (altså ca. 8½ uge) blev han skræmt første gang i mødet med en uvenlig hund, og for at det ikke skal være løgn, så blev han bidt igen få dage senere. Stakkels lille fyr... ikke noget at sige til, at han ikke kastede sig hovedkulds ind i legen, som de andre. 

Men hatten af for ejerne, som var meget bevidste om, at de "måtte gøre noget", så det ikke satte sig som en livslang grim oplevelse. Heldigvis var der - i dag - en TYDELIG fremgang i hans måde at tackle de andre hunde på. Det er så fedt at opleve. 

En anden helt utrolig dejlig oplevelse var en af de andre hunde, som i løbet af de 3 uger, blev så dygtig til at lære "hundsk", at hun kunne hjælpe den ovennævnte hvalp til at klare det hele. Hun er ellers lidt af et livsstykke med fuld fart frem (læs: næsten ingen stopknap - på den gode måde:). Da hun fornemmelde, at den lille fyr var lidt bange og utryg, satte hun farten ned, når hun nærmede sig ham.

Ja ikke nok med det... hun gik stille og roligt hen til ham og stod helt stille og "tilbød" ham at snuse sig igennem. Når hun kunne se, at han havde fået nok, gik hun lidt væk og gav ham plads. 

Tænk at en lille hvalpepige på ca. 3 måneder kan så meget hundesprog. Hun er en af de dygtigste til sit sprog i den alder, jeg længe har mødt!

Desværre er jeg sådan lidt ny-teknologi-tosse, så jeg har ikke udstyret til at tage billeder/video af det hele.. ville ellers have givet min høje arm, for at få "det i kassen".

Lotte

fredag den 19. oktober 2012

Forbudte hunde vs. Tilladelse til Potentiel Farlig Hund


I Spanien er der ingen forbudte hunderacer, derimod har de en liste over potentiel farlige racer. Racerne på denne liste kræver en tilladelse at eje, undtaget er dog førerhunde - måske er det faktisk en ret god ide?

Tilladelsen får man i samarbejde med sin dyrlæge og kommunen, den koster ca. 700 kr. Der er selvfølgelig visse krav, man skal opfylde for at opnå denne tilladelse. Man skal være myndig, have en ren straffeattest, være fysisk og psykisk stabil og hunden skal være ansvarsforsikret.
Får man tilladelsen, skal man bære den på sig, hunden skal være i ført mundkurv på offentlige steder og snoren må max være 2 m. lang. Desuden må ejeren kun gå med én potentiel farlig hund.
Man kan få testet sin hund hos dyrlægen, som derefter kan give en dispensation på kravet om mundkurven, hvis hunden består "venlighedstesten".
Mange dyrlæger opretter specielle kurser for ejere af disse hunde, så ejerne får nogle gode værktøjer til at håndtere deres hunde.

Spaniens Potentiel Farlige Hunderacer:


  • Pitt Bull Terrier
  • Staffordshire Bull Terrier
  • Amerikansk Stafford Terrier
  • Rottweiler
  • Dogo Argentino
  • Fila Brasileiro
  • Tosa Inu
  • Akita Inu



Jeg vil ikke ligge skjul på, at jeg er stor modstander af den danske hundelov. Jeg mener, den er lavet på et alt for tyndt grundlag og den rammer de forkerte mennesker og hunde.
Da jeg undersøgte hundeloven i Spanien, inden vi rejste hertil, og læste om de potentiel farlige hunderacer, tænkte jeg, hvorfor netop de otte hunderacer og mon loven virker.
Jeg ved stadig ikke, om loven virker her, men efter at have tænkt over det, synes jeg måske ikke, at denne lovgivning er helt hen i vejret. Jeg tænker endda, den liste burde da være længere...
Hvis loven virkelig bliver håndhævet af myndighederne, så vil loven netop kun ramme de forkerte personer og ikke dem der er seriøse omkring deres hunde. De der er seriøse, vil få bragt papirerne i orden og dermed kan man lovligt have den hunderace, man holder allermest af - det er da ikke helt dumt, eller?

Bare en tanke fra det spanske :-)

mandag den 8. oktober 2012

E-guides - er det noget for dig ?


Hos Harmonisk Hundecenter tager vi hundetræning alvorligt, selvom det selvfølgelig skal være sjovt for begge parter! 

Alligevel opstår der jo problemer! Det kender vi vel alle?! Derfor har lavet noget helt nyt! Vi har samlet en lille håndfuld af de spørgsmål, vi ofte støder på, når vi underviser kursister og har lavet nogle spændende og inspirerende e-guides!  til dig og din hund.

Søger du lidt hurtig viden, om det problem I tumler med? Vil du gerne vide, om du griber træningen rigtig an? eller vil du have inspiration til at tackle problemet? Har du problemer med indkaldet, eller trækker din hund, så du får lange arme og gå-turen ikke er så sjov mere ? Har du brug for inspiration til god aktivering i hverdagen ? Eller vil du gerne vide, hvordan du bedste tackler den første tid med din ny hvalp ? Jamen... så skal du da have fat i en af vores e-guides. 

Vi har lavet gode og udførlige beskrivelser af, hvordan du griber det hele an. I flere af øvelserne finder du desuden små videoklip så du kan se, hvordan du skal gøre helt praktisk. 

Naturligvis kan en e-guide ikke udgøre det for en enetime eller en adfærdsbehandling, men du får nogle gode, grundigt gennemprøvede øvelser til at komme igang med DIT problem. 

Vi har flere guides i støbeskeen, men vi hører meget gerne fra dig, hvis du har ris eller ros - eller hvis du har et ønske til fremtidige guides.

Indtil den 9. oktober 2012, kan du købe vores e-guides til introduktionspris... gør et kup og glæd din hund!

Tjek vores guides ud her: http://harmoniskhundecenter.dk/category.php?id_category=36
og kom gerne med forslag, ris eller ros :)

Lotte
www.harmoniskhundecenter.dk