Den første uge på det spanske internat

Så er den første uge på det spanske internat gået

... og det kom til at tage en helt anden retning end jeg havde forestillet mig!

I mandags – den første dag på internatet – skulle vise sig at blive lidt af en ”øv dag”. 

De havde meget travlt og havde ikke tid til at sætte mig ind i noget, ikke engang hvad de hed. Som jeg kunne forstå – og mit spanske er absolut ikke perfekt – så var de lidt ”trætte” af frivillige, der dukkede op og ville hjælpe til, for personalet så skulle bruge tid på at sætte folk i arbejde, og så kom de nye frivillige måske kun 2-3 gange og så aldrig mere. Jeg tror helt sikkert, at der henvender sig rigtig mange, der gerne vil hjælpe og når de så finder ud af, at det de kan hjælpe med, er at gøre rent, at de så bliver væk, det må da være opslidende for personalet. Meeeeen… så kender de ikke mig ;-) Jeg giver ikke sådan lige op!

Den første tur
Jeg insisterede, og jeg blev så smidt ud på gåtur, med den eneste hund der skulle luftes den dag, en fin bullterrier han. Han skulle luftes, da hans bur skulle rengøres, og han måtte ikke være sammen med de andre, det var den besked, jeg fik og ellers ikke anden intro.

Nå men af sted med os, de første 20 meter var der fuld knald på, han var glad og livlig, men så…. Jeg aner ikke, hvad der skete, så lukkede han fuldstændig af og gik ind i sig selv, han frøs i en position og stod bare der – helt væk fra vinduet! Jeg prøvede på bedste vis, at få ham til ”at vågne” fra den trance han var gået i, uden held. Han begyndte at bevæge på sig, men i total slowmotion eller faktisk langsommere end slowmotion... Meget langsomt, et ben af gangen og hans blik var tomt. Jeg fik vendt ham rundt, så vi kunne bevæge os langsomt ned mod internatet igen.

Jeg ringede til Lotte, for at høre om hun havde oplevet noget lignende, og vi talte om muligheden for, om han var skadet og havde smerter eller om han blev stresset af at forlade internatet, hvis han havde været der længe eller om det kunne være en OCD adfærd.

Nå men vi kom tæt på internatet og pling, så var han tilbage, glad og sprang rundt og ville nusse og lege.
Hmmm… så prøver vi da lige at gå en tur igen. Vi kom 20 meter igen, og pling så var han ”væk” igen! Det fik mig til at tro, at det stressede ham at gå væk fra internatet. Så da jeg kom tilbage, spurgte jeg, hvor længe han havde været der, og svaret var få dage… Mon det var OCD eller var han skadet og havde smerter? Jeg ved det ikke, men talte selvfølgelig med personalet om det, så håber, dyrlægen har fået set på ham.

Hunde bommelommer er der nok af!
Efter den lidt hårde start, bad jeg om mere arbejde, hvilket skulle vise sig at være svært at finde til mig. Efter lidt tid blev jeg vist ind i et rum med ti små hvalpe, der stod i lort til knæerne. 

Jeg vil lige skynde mig at fortælle, at stedet husede den dag 352 hunde og de står sammen i bure med mellem 2-15 hunde i hvert bur – der er lort alle steder! Stedet er lille og i mine øjne burde der max være 150 hunde. Men virkeligheden er en anden hernede end i Dk.

Tilbage til hvalpene, hvor jeg fik gjort godt rent (med koldt vand og avispapir! Ikke super nemt at samle lort – der var temmelig tyndt – og opkast op med avispapir), givet dem mad, vand og nye rene tæpper. Selvfølgelig måtte jeg bare sætte mig hos dem og nusse og nuller dem. De var skønne hver og en :-)

Derefter følte jeg mig igen til besvær og i vejen, og forsøgte at få noget mere at lave, uden held. Jeg gik på kontoret, for at tale med damen, jeg tror, leder stedet og spurgte, om jeg hellere skulle komme tilbage en anden dag, eller om de hellere var fri for min hjælp. Hun svarede, det er det samme her hver dag, havde vi lige så mange penge, som vi har lort, var vi rige. Hun spurgte mig, om jeg ville hjælpe hos kattene, da de virkelig manglede hjælp der, for alle ville arbejde med hundene... Tja hvorfor ikke?

Katte, er da egentlig ok ;-)
Nu har jeg så arbejdet hos kattene i nogle dage, og jeg aner intet om katte, men hold nu op hvor er de søde!! Der er ca. 200 katte, ja der er faktisk katte alle steder. Da jeg skulle varme kaffen den anden dag, måtte jeg flytte en kattepote for at lukke døren på mikroovnen, når jeg skal vaske hænder, må jeg flytte en kat fra vasken :-)  Og jeg har stort set hele tiden en kat hængende om nakken, der nægter at flytte sig. Og nå ja, jeg skal også huske at tømme tasken, inden jeg tager derfra :-)

Personalet hos kattene er SÅ søde (de kalder mig Heidi Klum – hvem bliver ikke glad for det ;-)), de taler kun spansk, hvilket tvinger mig til at brug mit, så det er en ren win-win situation.

Jeg havde ikke lige set mig selv arbejde hos kattene, men jeg er blevet positivt overrasket, og nyder det virkeligt meget.
Jeg tænker at fortsætte arbejdet et par uger mere hos kattene, og så når de kan se, hvor stabil hjælp jeg er, (så de orker sætte mig ind i tingene), måske prøve at blive flyttet over til hundene igen.

Jeg har ikke fortalt dem om min baggrund, andet end jeg har arbejdet et lignende sted i dk som frivillig. Jeg tror ikke, de vil kunne bruge det til noget, at jeg kan træne hunde osv. Det eneste deres dag går ud på, er at få gjort rent, så de mindsker sygdom, og givet mad og drikke til hundene. De kan faktisk ikke gøre meget andet, i den situation de er i! 

Der er konstant hunde et sted er slås gennem hegnet, og hunde der gør. Mennesker der råber stille eller stop. Et meget stressende miljø for både dyr og mennesker.
Hvordan skal man også kunne aktivere 352 hunde på så lidt plads og med så få ressourcer? Ja, jeg har desværre ikke svaret. Måske det kommer til mig, når jeg har brugt mere tid derude :-)

Udover tiden på internatet
Har jeg jo også ”mine egne” katte, tæt på vores lejlighed, som jeg fodre dagligt – de kender mig nu, når de hører min stemme, bliver buskene levende, og det vrimler ud med katte, der råber på mad. 

Måske det ender med, at jeg konventer til katte ;-)

Jeg underholder mig desuden med at træne fire store skrappe vagthunde, til at stå og tie stille når jeg passer den grund, de vogter (det er jo helt normalt hernede og så længe hundene ikke er lænket, har mad, vand og ly, er det ihvertfald bedre end internatet). Den første dag jeg løb på dem, tog jeg benene på nakken og smuttede, da jeg var alvorlig bange for, at de kunne springe over deres indhegning. Meeen så tænkte jeg, de kan tro nej, mig skal de blive glade for. 

Så loadede jeg lommerne med godbidder, og straks de ser mig, råber jeg: Hej Hundebasser. Den første gang stoppede de undrende op, men startede så hurtigt igen, jeg gentog og da de blev stille et kort øjeblik kastede jeg godbidder ind til dem. 

Nu når jeg nærmer mig, og jeg råber Hej Hundebasser, står de stille og logre, jeg kan endda give hver af de fire godbidderne direkte i munden og de smasker glade og tilfredse - det er ren hygge :-)

Rigtig god weekend til jer alle :-)

//Heidi HarmoniskHundecenter