torsdag den 19. februar 2015

Hvad er der med de der belønninger...

Jeg møder af og til mennesker, som stadig synes, at vores hunde skal arbejde for at please os og ikke for godbidder. Jeg møder også af og til mennesker, som partout vil bestemme, hvad en god belønning er, uden at tage hunden "med på råd".

Ingen af delen kan jeg anbefale!

Hvorfor skal jeg belønne min hund for at udføre en øvelse, kan det være, du tænker. Det skal du af den simple årsag, at alt det, du belønner, får du mere af. Så brug belønningen, når du gerne vil have mere af en bestemt adfærd eller ønsker at "installere" en alternativ adfærd, og når din hund tager det gode valg og tilbyder denne alternative adfærd. Desuden er der en hel række sidegevinster ved brug af belønninger:

1) Du får en hund, som synes, at træning er sjov, og ikke bare noget, den er nødt til at gøre for at undgå straf eller skæld ud. Den vil være motiveret for at arbejde med dig, og motivation er dog en skøn ting at have i livet. Jeg har også prøvet arbejdspladser eller arbejdsopgaver, som jeg hellere ville have været foruden, og sådan ønsker jeg bestemt ikke, min hund tænker om træningen.

2) Du får en hund, som synes, at DU er nøglen til det sjove. Hunde, som kan vælge omgivelserne fra og holde fokus på sin ejer, er hunde, der er nemme at træne med. Så ved at bruge belønninger, kan du ofte komme hurtigere  i mål med din træning. Og nej... man bliver ikke afhængig af at belønne sin hund for hver eneste sit eller dæk resten af dens liv. Hunde er på "omvendt lønkurve", og det betyder, at du i starten skal belønne ofte og godt, men når hunden kan øvelsen 100%, så kan du begynde at udfase godbidderne (det gælder IKKE for indkald - her vil du have en meget stabil og sikker adfærd). Brug masser af gode guffer i nyindlæringen - og brug dem ofte!

3) Ved ros bliver vi alle "større" og mere kompetente. Hunde, der roses og belønnes, for god opførsel og for at udføre en bestemt øvelse på signal/kommando, vil føle sig dygtige. Når vi bliver rost for en opgave, bliver vi bare bedre og bedre til at opgaven. Sådan er det også for hunde. Det er skønt at føle sig dygtig... også for hunde. Når vi føler, at det, vi kan, er noget "særligt", og noget der bliver sat pris på, så gør vi det oftere og oftere, og dermed bliver øvelsen bedre og bedre indlært. Sagt på en anden måde: jo mere du kan rose og opmuntre din hund, når den gør noget godt, jo bedre vil den blive til det. 

Og der er mange flere sidegevinster ved at bruge belønninger til din hund, men jeg må jo begrænse mig lidt!

Når vi så taler om, HVAD en belønning er, så sker det nogen gange, at vi mennesker mener, at denne eller hin belønning da må være toppen af poppen for vores hunde - uden at hunden er spurgt til råds. Jeg var så sent som i dag selv ude for, at jeg tog fejl og liiiigge havde glemt, at en af mine hunde ikke synes, at lakseguffer er et hit. 

Hvis jeg skal bruge mine belønninger optimalt, så skal jeg naturligvis give mine hunde dét, de oplever som en superbelønning. Det nytter ikke, at jeg giver laks, hvis min hund får kvalme af det!! 

Lille Bossley have præcis valgt at ignorere en hund, der passerede vores matrikel. Ofte vælger han at patruljere langs hegnet og "råbe" skrid til de hunde, der tillader sig at gå forbi haven. I hvert fald de hunde, han ikke kender. I dag lykkedes det mig at kalde ham ud af sådan en situation med det samme, ja han var næsten "klar over", at jeg ville gøre forsøget og responderede øjeblikkelig - noget som i den grad fortjente at blive belønnet. Sammen løb vi med jubel og hujen ind i køkkenet for at få guffen, som Bossley virkelig havde fortjent. Ud hev jeg en lakseguf, som jeg tilbød ham. Han lugtede til den, kikkede på mig med et blik der sagde "mener du virkelig at DET er en belønning" der står mål med min præstation (som virkelig VAR noget særligt). Han spiste guffen, men behøver jeg at sige, at jeg var lidt flov.. og skyndte mig at finde noget andet, som Bossley reelt synes, var en belønning, der stod mål med adfærden! Jeg vil jo gerne være nogenlunde sikker på, at han - næste gang, han er en stjerne - stoler på, at han får en passende belønning, der kan måle sig med "veludført opgave".

2 kommentarer:

  1. Må jeg spørge dig, hvilken type godbidder du vil anbefale, at man giver sin hund? Jeg har en golden retriever hvalp, og er usikker på, om der er noget der er bedre end andet (der er jo alt for meget at vælge imellem her http://www.nemfoder.dk/da-DK/Produkter/Hund/Godbidder.aspx). Håber du kan hjælpe.

    Mette

    SvarSlet
  2. Undskyld jeg først vender tilbage nu Mette... Jeg tror, der var gået sommer i den ,-) Jeg anbefaler faktisk ofte "menneskemad" som guffer. Ofte er der farve og alle mulige ting i hundeguffer, og jeg bruger gerne lidt rå fars, frikadelle eller kødpålæg. Hvis det skal være super-duper-top-guffer, bruger jeg flæskesteg :)

    SvarSlet