Gamle Pixeline og omvendt lokning!

At være ejer af en gammel hund er både en glæde og en sorg. Man ved jo at årene ligger bag en og ikke foran. Vi kender hinanden - både stærke og svage sider, og af og til bliver man nærmest mundlam, når ens hund helt af sig selv ved præcis, hvad "næste træk er". 

Jeg har tre hunde: Gamle Pixeline på 14 år, Bossley på ca. 7½, og Elton på 6 år. Så ingen af mine hunde har årene foran sig, desværre!

Pix fik jeg for ca. 3½ år siden, da hun havde rundet de 10 år. Så vi har heller ikke har årene "før". Vi har været nødt til at begynde forfra ... sammen! Har det været let? Nej, det har det faktisk ikke. Har det været det hele værd ? JA ABSOLUT! Mand, hun er bøvlet og kan være gnaven overfor de to hanhunde, og ja hun kommer helt klart med "lig i lasten", selvom hun har været elsket og afholdt. 

Der er dog for mig ingen tvivl om, at Pix har været misforstået og derfor har nogle indgroede eller fasttømrede reaktioner på stimuli (indtryk), som jeg har måttet kæmpe med. Fx har dét at få klippet negle været en kamp uden lige. Når Pix bare så klosaksen, skreg hun, bogstavelig talt! og forsvandt som et lyn - jo jo, selvom hun var gammel, kunne hun skyde en fart, som var hun skudt ud af en kanon, når saksen kom frem. Nu 3½ år efter synes hun stadig ikke, det er sjovt, men for første gang i dag, var hun helt ROLIG og afslappet, da jeg klippede negle. Ja ja.. ikke alle poter på en gang! Vi tog bare to klør, og hun sprang ikke ned af sofaen bagefter men blev hos mig. Ikke så lidt af en sejr!

Første gang jeg ville træne med Pix, blev jeg noget overrumplet af hendes reaktion. Jeg tog guffer, klikker og træningsgearet frem, og vupti.. væk var hun! Under sofaen, hvor der faktisk ikke er plads, selvom hun er meget lille! Hmmmm - hvad sker der lige?! Drengene derimod var klar og kunne ikke forstå, at træningsseancen blev meget afkortet.

Jeg gik i tænkebox. Prøvede igen.. samme resultat. Jeg blev klar over, at lille Pix har været udsat for "omvendt lokning". Omvendt lokning handler om at man lokker hunden hen til sig med en guf, og haps fanger den og "gør noget ubehageligt" med den (fx at klippe klør).  Da Pix bestemt ikke er dum, har hun hurtigt forstået sammenhængen: mit mennesker lokker mig med en god guf = der kommer til at ske noget ubehageligt med mig!

Da først jeg forstod årsag og virkning var det "bare" at ændre hendes forventning. Jeg vaskede tavlen ren og begyndt forfra ved at lære Pix at hendes egen adfærd kan føre til en belønning. Gør noget (hvad som helst: drej hovedet, sæt dig, nys, drej et øre osv) = fed belønning. Gradvis blev hun tryg ved mig, og kan nu indtil flere sjov tricks.

Og når jeg SKAL klippe negle, så lokker jeg hende IKKE med godbidder, men tager "chefkasketten" på for et par minutter og fortæller, at nu sker det her, som du ikke kan lide. Jeg passer på dig.. klipper ikke for dybt, og bagefter får du ros og guffer!

Aggression hos hunde - BAT-træning

Jeg tænker nogen gange, at det er som om, at aggression hos hunde er blevet et større problem gennem årene. Da jeg var barn, havde vi "bare hund". Vi tænkte ikke så meget over dens grænser, og hvilke signaler, hunden sendte til os og omgivelserne. Og de hunde som ikke kunne "opføre sig ordentligt" fik nok heller ikke så mange chancer, som hunde heldigvis gør i dag. 

Er der tale om, at vi er mere tålmodige og overbærende i dag? Afliver vi ikke så gerne sunde og raske hunde på trods af et adfærdsproblem? eller er der tale om, at flere hunde faktisk udviser aggression i dagens Danmark? 

Jeg ved det ikke! men fakta er, at der stadig aflives et stort antal hunde årligt, fordi de ikke lever op til vores forventninger om dét at holde hund og på grund af en uønsket adfærd, så som aggression.

I min barndom/teenageår havde vi en "sur schæfer" derhjemme, Ziggy. Hun var faktisk ok med andre hunde, men glad for dem det var hun ikke. Når jeg tænker tilbage, får jeg en fornemmelse af, at hun nok var indlært hjælpeløs til en vis grad. Hun gjorde ikke ret meget af sig selv - var der bare. En såkaldt nem hund. Men var hun glad og tilfreds? Tja... i dag, med den viden jeg har samlet mig, tvivler jeg faktisk på det. Og skammer mig lidt! Men den viden, der var tilgængelig dengang var jo en helt anden - ligesom hundetræning var et kapitel for sig. Det handlede mest af alt om at være øverst på rangstien og sætte hunden på plads. 

På et tidspunkt flyttede vi til en ny lejlighed. I opgangen var der en ruhåret hønsehund. Stor glad dreng, men hold da op han var vred på andre hanhunde. Hej, som han hed, blev derfor sjældent luftet uden for den fælles gård, fordi ejerne dels var bange for hans adfærd overfor andre hunde, dels fordi de skammede sig over at være "dårlige ledere". Han var en stærk hanhund i sin bedste alder, og han kunne trække et helt vognlæs... hvilket jo hellere ikke gjorde det nemmere for ejerne at gå tur med ham. Jo mindre oplevelser og fysisk udfoldelse Hej fik, jo værre blev hans adfærd. 

Ejerne holdt ud og hold ved... og det skal ved gud komme dem til stor ros, for det var ikke sædvanligt på den tid i 70'erne. Hvis ikke man kunne afrette sin hund, så den "kendte sin plads i hierarkiet", blev den afleveret hos dyrlægen til aflivning. 

I dag ville man med stor sandsynlighed kunne hjælpe en hunde som Hej og Ziggy via BAT-træning. BAT står for Behavior Adjustment Training, og det går ud på at give hunden et andet valg end at være udfarende (altså trække ud i linen og gø af andre hunde) eller bare at "pakke sig sammen". 

Faktisk er der ingen hunde, som bevidst vælger at være aggressive. Det er alt for omkostningstungt for hunden at bruge sine kræfter på at scanne omgivelser for at være parrat til kamp, hvis en "fjende" skulle vise sig i nabolaget. 

BAT hjælper hunden til at vælge en mere naturlig adfærd i situationen. En adfærd som ikke kræver alle dens ressourcer, og som giver hunden en følelse af at kunne kontrollere sine omgivelser. Det kan være at vise et dæmpende signal og gå væk. Når hunden oplever, at ejeren hjælper den - ved at læse dens signaler og respondere fornuftigt på signalerne - bliver den mere og mere sikker i situationen. Det betyder, at den kan bruge sin kræfter på noget, som ikke handler om at skræmme den anden hund væk. Den lærer gradvis, at den kan opnå præcis dét, den ønsker (afstand til triggeren) på en anden måde, nemlig ved at "tale pænt".

Jeg har efterhånden haft en del kursister med diverse frygt- og aggressionsrelaterede problemer på BAT-hold, og min erfaring er, at ved at give EJEREN viden og værktøj til at hjælpe hunden, sker der en utrolig forvandling med hunden. Den begynder at turde tro på, at verden ikke vil den noget ondt.

Mange hunde bliver nemlig aggressive af dårlige oplevelser. Det kan være overfald, manglende respekt fra omgivelserne, når de siger fra på en pæn måde, frygt og tvang/straf samt uforudsigeligehed i hverdagen.

Der er også et element af læring i spil. Hunden har lært sig, at det ikke hjælper at bede pænt om afstand. Derfor tager den en ny strategi i brug: Den RÅBER af de andre hunde, og på den måde lærer den sig, at ved at være voldsom og udvise aggressiv adfærd, opnår den det, den ønsker: afstand. De andre hunde og ejere holder gerne afstand til en hund, som kaster sig frem i linen med fråden stående om munden og tænderne blottede. Desværre betyder det, at hunden har det skidt på turen, og ejeren får jo nærmest hjertestop ved synet af en fremmed hund. Udover hjertestop hører jeg ofte ejere beskrive, at de føler sig pinligt berørt over deres hunds voldsomme adfærd, og at de reelt er på bar bund omkring, hvad de skal gøre. Skal man skælde ud, lade som ingenting, øge afstanden til den anden hund, lade dem "klare det selv", eller hvad gør man!?

Og NEJ - hundene skal ikke klare det selv. De skal have hjælp. Lige som ejeren.... Her kommer BAT-træningen ind. Giv dig selv og din hund en chance for at få en mere afslappet gåtur. Giv dig selv fornøjelsen af at kunne hjælpe din hund ved at læse dens signaler, og lær at være ligeglad med andres mening om din "grimme møghund"! 

Hundemassage... en fest for aktive hunde!

Jeg har, som mange ved, 3 hunde. To drenge og en pige. Meget forskellige, både i sind og størrelse (dv. pincher/chi, d/s gårdhund og golden). 

I lange perioder har jeg haft massør på mine to drenge. Pixeline er gammel og "sær" på den måde, at hun ikke altid vil lade fremmede komme SÅ tæt på, at massage er mulig. Og nu har hun en svulst, så nu må hun ikke længere få massage.

For noget tid siden var jeg på et kursus i "hundemassage til husbehov", så jeg hyggemasserer også selv mine hunde. Det inspirerede mig (og Heidi) til at holde et kursus i hundemassage med en uddannet hundemassør. 

Nu har jeg igen gang i massør på drengene. Især Elton (retrieveren) har lidt behov for at få nulret muskler og få fjernet myoser. Han er virkelig en eksemplarisk model. Så snart massøren lægger an til at massage, smider han sig ned og er helt væk. Han nyder det.. ja, altså undtagen liiiige dér, hvor det gør lidt ondt. Så siger han lige så stille fra ved at smaske eller smække sig om på ryggen. Meget høflig hund!

Bossley er lidt mere nølende. Det tager lidt længere for ham at overgive sig til massagen. Men jeg kan se forskellen bagefter.

Forleden var massøren igen forbi, og hun kommer med et fint liggeunderlag. Elton var helt klar på, hvad der skulle ske, da han så hende, og så blev han så glad, at han på rigtig retrievermaner "tilbød" selv at bære liggeunderlaget ind i stuen. 

Ingen tvivl om, at massage er en god og skånsom måde at få tjekket sin hund igennem. Muskler og bindevæv bliver "nulret", og der er heller ingen tvivl om, at det kan ses og mærkes på vovsen, når muskler, der længe har været stive, bliver løsnet. 

Elton har flere gange i dag lagt op til leg med både mig og Bossley... noget han ikke har gjort længe. Godt vi har flere omgange massage til gode!

Iøvrigt planlægger jeg at holde et kursus i "hundemassage til husbehov" i løbet af foråret. Send mig gerne en mail, hvis du er interesseret. Så skriver jeg til dig, når holdet er på hjemmesiden.

Nytår ... kom bare an!

Er jeg klar til nytår! Ja for dælen... bevæbnet til tænderne med Zylkene, Anxicalm, Rescue Remedy og lagener til at dække for vinduerne.

Min nytårsaften forløber nogenlunde sådan her:

Tidlig morgen: Lufte hunde... ekstra lang tur! Gerne på fredeligt sted.

Formiddag: Let rengøring og hygge med vovser.. måske lidt i haven med søgning på buske/træer (se evt. e-guide om aktivering på hjemmesiden)

Over middag: gøre middagen klar.. ja så klar man kan. Snitte ca. 1 mio. FABELAGTIGE godbidder og putte i pose i køleren.

Eftermiddag: LAAAANG gå tur med vovser og så et godt gnaveben (marvben eller knogle fra slagter), træning eller problemløsning.

Dronningen hører jeg sjældent, for her går jeg en kort tur med hunde... dem der vil! Årets sidste. Der er sjældent mange mennesker og "knald" ved denne tid.

Spiser, spiser, drikker og hygger

Fylder skåle med alle de fabelagtige guffer.. De står overalt i hjemmet Klar til at blive "fyret af", hvis der er knald og piiiiiffssst fra rakter. Jeg tager den nærmeste skål, kaster indholdet op i luften, når jeg hører fyrværkeri. Så hver gang vovserne hører lyde, regner det med gudommelige guffer fra "himlen". Det har en god effekt.

Sætter hundebure op, hvor der er mindst risiko for larm og lys...

Efterfylde guffer-skåle og sætte lagener op for vinduet.

Lidt i 24 går jeg i seng med en stak dameblade/en god bog - en "stak" hunde under dynene og musik (som ikke kommer fra tv/radio, da de også transmitterer fyrværkerilyde) og venter på, at det hele går over!

Til gengæld er vi morgenfriske den 1/1... lover jer, at vi er ude ved 9-tiden til første morgentur :) og i år komme hundemassøren på besøg den 1/1 og tager den sidste rest af stress ud af mine vovser!

Rigtig godt nytår til alle - kom nu godt og sikkert ind i 2014 - og husk at hunden også har brug for din hjælp, selvom du er fuld, skæv eller "tosset". SØRG NU FOR AT VÆRE ANSVARLIG OVERFOR DINE HUSDYR - DU HAR SELV VALGT DEM!

Hvordan ville min hverdag være uden hunde...

Jeg tænker af til over, hvordan min hverdag ville være, hvis jeg ikke havde mine tre hunde... Især når jeg stresser over at have for travlt til at gøre det "godt nok"! Så kan der snige sig den der tanke ind... åhhh tænk at kunne gå på shopping direkte fra job, at mødes med venner på en cafe om aftenen, at gå i biffen hver søndag osv. Jo helt ærligt, jeg kan godt savne at være uden forpligtelse ind imellem.

Når jeg så tænker tanken helt til ende, så bliver jeg helt klam! Mit liv uden hunde ville være tomt. Helt enkelt og ærligt. Jeg ville savne nogen til at tage imod mig i døren, også på de dage, hvor alt ellers er gået super. De dage, hvor det er gået "øv", er det jo en gave uden lige at blive modtaget med glæde og forventning i døren, at gå den der tur, som lige kan ryste "øv-oplevelsen" af mig. Men af og til ønsker jeg, at jeg kunne bruge mere frihed til at shoppe og være social. Tanken kommer som oftest over mig, når jeg har for travlt eller har brug for at noget i min hverdag ikke er så forudsigeligt. 

For ikke så længe siden holdt jeg et lille oplæg om god aktivering. I den forbindelse kom der en mand hen til mig og spurgte, om jeg var hyndepsykolog. Jeg svarede, at det kunne man godt kalde det. De fik mit kort, og jeg må sige, at jeg var i tvivl, om de ville bruge det. 

Det gjorde de.. og jo! de havde massive problemer med en hund, som havde en bidhistorie. Hunden havde snappet ud et par gange, men for nylig havde han fået lavet et markeringsbid på et barn... i ansigtet. Ikke så rar en oplevelse. 

Ejeren forklarede, at hvis det havde været alle andres hund, var han jo slet ikke i tvivl om, at hunden skulle aflives. Men nu var der følelser i klemme, og de havde brug for en vurdering af hundens "sind". De fik de, og en lang og "besværlig" træningsplan i halen på vurderingen.

Faktisk var jeg i tvivl, om de ville få trænet og arbejdet med hunden, men hold da op, hvor min tvivl blev gjort til skamme. De VILLE bare denne her hund... koste hvad de ville af timer, træning og betaling til mig. Tilbagemeldingerne fra dem var gode, og træningen fortsatte de ufortrødent. 

Efter måske et halvt årstid kontaktede ejerne mig igen for at høre, om deres hund var en "kandidat" til BAT-træning (BAT = Behavior Adjustment Training), og om de kunne komme på mit næste hold. Også her var ejerne "på", fik trænet og arbejdet godt med hunden. Og her er, hvad de skrev forleden dag på den lukkede facebook-gruppe, der følger med at være på BAT-holdet: 

"Må simpelhen dele vores aftentur hvor der på den anden side af hækken kommer en hund som "Fido" normalt gør udfald imod.... Afstanden er et par meter så jeg er egentlig klar til et udfald - men hvad sker der..... Tja "Fido" batter den så vi fortsætter vores tur med et ordentligt smil på læben.... Herligt..."

Efter sådan en historie er der længere og længer mellem dagene, hvor jeg tænker, hvordan min hverdag ville være uden hund!