lørdag den 9. august 2014

Når Aggressive hunde får nye venner - BAT-træning

Jeg har, som nogle af jer ved, en lille reaktiv dansk/svensk gårdhund på snart 8 år.  Bossley har jeg fået, fordi man ikke kan undgå at få "noget" med hjem, når man arbejder på et internat :) Ikke at jeg ikke gerne ville have "noget" med hjem!

Når man vælger en omplaceringshund, ved man ikke altid, hvad der følger med i bagagen. Bossley fik jeg, da han var ca. 11 måneder, og jeg er mindst 5 ejer. Ikke sært at den lille dreng var stresset og havde svært ved at finde ro. 

I lang tid kunne jeg lufte Bossley i fritløbsområder som Damhusengen, Bernstorffsparken og Geelskov, men gradvis blev min lille hund mere og mere reaktiv. Det sket i forbindelse med den mentale modningsproces. Det vil sige, at han udviste mere og mere aggression ved synet af andre hunde. Han sprang ud i linen og gøede af andre hunde på gåturen. 

Det er klart, at jeg som adfærdbehandler gik i gang med at arbejde med hans følelsesmæssige reaktion overfor andre hunde: ingen tvivl om, at det var et udslag af usikkerhed, at han fór frem i linen og råbte "skrid" til de hunde, vi mødte. Aggressive hunde er ofte utrygge. Det gik gradvis bedre og bedre, men det gode gennembrud kom først, da jeg opdagede BAT-træning. 

Via Grisha Steward fra USA stiftede jeg bekendtskab med BAT-træning, og så tog tingene lige som fart. Ja ja... træerne gror jo ikke ind i himlen, så jeg arbejdede, trænede og øvede en del, før jeg så et egentlig gennembrud. 

Hvor Bossley før reagerede ved synet af en anden hund på den modsatte side af vejen, kan han nu i mange tilfælde passere forbi, uden at vise aggression og skælde ud. 

Og som noget helt nyt og skønt har han indenfor kort tid fået 2 nye hundeveninder. Jeg må erkende, at jeg har valgt tæver som første møde - også selvom han er kastreret - og han har kunnet komme helt tæt på efter en ganske kort fælles gåtur, uden at reagerer med aggressiv adfærd. Faktisk havde han besøg af den ene af hundepigerne - først i bilen på en fælles køretur til et skønt område, hvor alle 4 (jeg har jo i alt 3 hunde + besøgshunden) havde mulighed for at løbe løs og bare være sammen, og siden hjemme hos mig privat. 

Det er sådan en glæde at se min lille aggressive hund bare være tilstede. Han gad måske ikke lege, men han synes, det var meget fint med fælles snusesteder - også i hans egen have. Kan man så andet end at blive glad?!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar